Forbrugerråd: Nestlés julekalender kan indeholde kræftfremkaldende stoffer

Når børnene tigger og plager om at få en af de lækre chokoladejulekalendere på supermarkedernes lavt hængende hylder, bør man måske kigge lidt nærmere på mærket bag kalenderen, inden man giver efter.
Forbrugerrådet Tænk Kemi har testet syv chokoladejulekalendere. Resultatet viste, at alle kalenderne indeholder mineralske olier, hvoraf nogle kan være kræftfremkaldende.
"I Smarties-kalenderen fra Nestlé målte vi det højeste indhold af forskellige problematiske mineralske olier – blandt andet af den type, der kan være kræftfremkaldende," skriver Forbrugerrådet Tænk Kemi om testen på sin hjemmeside.
Følg fødevareindustrien tæt - læs FødevareWatchs nyhedsbrev to gange dagligt - tilmeld dig her!
Forbrugerorganisationen peger på, at de mineralske olier for eksempelvis kan komme fra emballagen, hvis kalenderen er lavet af genbrugspap eller fra produktionen af chokoladerne.
Selvom børnene spiser kun ét enkelt stykke chokolade fra kalenderne om dagen i julemåneden, advarer organisationen alligevel mod kalenderne:
"Det er ikke et enkelt stykke chokolade om dagen, der er farligt, men det er stoffer, der generelt er uønskede i fødevarer, og særligt til børn."
Frozen er heller ikke ren
Også i Disneys populære Frozen-julekalender fandt styrelsen mineralske olier i alle chokoladerne.
"I chokoladerne i Disney Frozen julekalenderne var der tale om et vist indhold, ligesom vi også kunne måle et mindre indhold af den gruppe af mineralske olier, der kan være kræftfremkaldende (MOAH)," skriver forbrugerrådet.
Bedre var det dog med chokoladerne i Disneys anden populære julekalender fra tegnefilmen Biler. Her fandt organisationen kun meget små spor af mineralske olier, "og ikke af de mest problematiske af stofferne (MOAH)."
Derfor fik kalenderen et grønt klistermærke, som signalerer, at den ikke er farlig.
På nuværende tidspunkt er der ingen regler for indholdet af mineralske olier i hverken emballagen eller fødevarerne.
Testen af julekalenderne kan ses på Forbrugerrådet Tænks hjemmeside HER.
Minister vil sætte grænsen ned på potentielt kræftstof