Nu kan amerikanerne hente post i 7-Eleven
Amerikanerne kan snart frem til at hente pakker, når de køber en liter mælk i 7-Eleven.
Wall Street Journal skriver, at kæden har indgået en aftale med Wal-Mart, der betyder, at kunderne kan få sendt deres indkøb fra detailkæmpens netbutik til afhentning i den lokale kiosk.
7-Eleven har allerede lignende aftaler med Amazon, FedEx og United Parcel Services, og det sker for fortsat at lukke kunderne ind i den fysiske butik i en tid, hvor nethandlen vokser støt - ikke mindst på fødevareområdet, hvor amerikanerne er længere fremme end i Europa.
Ordningen bliver i første omgang rullet ud i butikker i USA og enkelte steder i Canada.
Den fungerer ved, at der opstillet en række skabe i butikkerne, som vi kender dem fra Post Danmarks selvbetjening. Kunden får så tilsendt en kode til sin telefon, som han eller hun skal scanne for at åbne lågen og hente pakken.
Samarbejdet er imidlertid ikke uden farer for 7-Eleven, skriver Wall Street Journal. Skabene med pakker optager en relativt stor del af butiksarealet, og derfor er butikskæden afhængig af, at kunderne bliver lokket til impulskøb, når de henter deres pakker.
Foruden 7-Eleven eksperimenterer den Matas-lignende kæde Walgreens også med en lignende løsning. Hvis man ikke gider ned i den lokale butik og i øvrigt stoler på sine naboer, er det dog almindeligt i USA, at postbuddet smider pakken på dørtrinnet, når modtageren ikke er hjemme.
Wal-Mart vil levere dagligvarer med droner
Relaterede artikler:
Overraskende sløv udvikling i dagligvarer på nettet
For abonnenter