Vestager klar med millionbøde til Starbucks
I en sag om skatteunddragelse forventes EU med konkurrencekommissær Margrethe Vestager i spidsen at udstede bøder på adskillige mio. euro til kaffegiganten Starbucks og bilproducenten Fiat. Sagen mod de to selskaber kan vise sig blot at være toppen af isbjerget, hvor Amazon og Apple angiveligt står for skud næste gang.
Det skriver Financial Times.
Udover størrelsen af bøden til Starbucks og Fiat vil sagerne sandsynligvis skabe en juridisk præcedens, der skal gøre op med mange multinationale virksomheders metoder til at undgå skat.
Advokater og andre, der har part i sagerne, mener således, ifølge Financial Times, at Margrethe Vestager er mere fokuseret på at etablere en hård linje over for denne type af aggressiv skatteunddragelse frem for at give tunge økonomiske straffe til Starbucks og Fiat.
Konkret drejer sagerne sig om såkaldt transfer pricing, hvor selskaberne via interne handler overfører overskud til det sted, hvor der betales mindst skat. Denne praksis blev angiveligt accepteret af nogle EU-medlemslande, hvilket af EU-kommissionen ses som potentiel ulovlig statsstøtte. Således betalte Starbucks i Holland effektivt 2,5 pct. i skat mod det normale 25 pct., mens Fiat i Luxembourg havde en effektiv skattepct. på 1 mod det normale 29.
Starbucks og Fiat nægter begge at have gjort noget ulovligt, og advokater forudser, at sagerne højst sandsynligt vil blive appelleret i de europæiske domstole.
Vestager kigger på europæisk skattefidus hos McDonald's
Relaterede artikler:
Vestager kigger på europæisk skattefidus hos McDonald's
For abonnenter
Vestager: Sådan vil EU sikre fødevarekonkurrencen
For abonnenter