FødevareWatch

Fonterra er utilfreds med ny frihandelsaftale

Den newzealandske mejeriindustri og selskabet Fonterra ligner taberen i en ny frihandelsaftale. Landets handelsminister kalder forhandlingerne om aftalen  ”et spil kylling, hvor jeg kørte ned ad motorvejen på min cykel, mens fire lastbiler kom kørende imod mig”.

Den nye frihandelsaftale mellem USA, Japan og en række andre lande i Stillehavsområdet åbner nye muligheder for samhandel og kan komme fødevareaktører i de respektive lande til gode. Men for New Zealand og landets store mejerikoncern Fonterra er det langt fra en optimal aftale.

Den såkaldte Trans-Pacific Partnership-aftale (TPP) har nemlig kun givet Fonterra, der er den uden sidestykke vigtigste aktør for New Zealands økonomi, begrænset adgang til  de vigtige mejerimarkeder i USA, Canada, Japan og Mexico.

Det skriver det newzealandske medie The National Business Review.

Ifølge mediet udtalte Fonterras bestyrelsesformand, John Wilson, efter aftalen var blevet underskrevet, at han var ”meget skuffet over, at aftalen ikke lever op til TPP’s oprindelige ambition om at fjerne alle afgifter.” Han påpegede dog også, at ”der vil være brugbare muligheder for newzealandske mejerieksportører i vigtige TPP-markeder”, skriver NBR.

Og ifølge den australske avis The Sydney Morning Herald skyder bestyrelsesformanden skylden for den ”uambitiøse” aftale på ”nordamerikansk protektionisme”.

"Den indgroede protektionisme, som er blevet demonstreret af særligt mejeriindustrien i USA, har sikret, at aftalen om mejerivarer ikke har nået sit potentiale,” sagde han ifølge avisen.

Et spil kylling

Ifølge National Business Review sagde den newzealandske handelsminister, Tim Groser, i kølvandet på aftalen, at den største skuffelse var, at man ikke havde sikret større adgang til markederne for smør i Japan og USA.

Ministeren påpeger dog, at det trods alt er bedre for New Zealand at være med i frihandelsaftalen, og at man gjorde alt, hvad man kunne, for at sikre de bedst mulige vilkår.

”Vi forhandlede indtil tiden løb ud, og vi tog, hvad vi kunne få. Men ikke at være med i TPP, ville give andre lande konkurrencemæssige fordele over os. I den her type forhandlinger stiger du enten på bussen, eller også er du en idiot,” siger Tim Groser.

Ministeren tilføjer meget malende, at forhandlingerne havde været ”som et spil kylling, hvor jeg kørte ned ad motorvejen på min cykel, mens fire lastbiler – Japan, USA, Mexico og Canada – kom kørende imod mig”.

USA og Stillehavslande er nået til enighed om stor frihandelsaftale

Asiatisk frihandelsaftale kan skade danske fødevarefirmaer

Dansk fødevareeksport vejrer morgenluft i Japan

Tyskland strides om pølser i mega-handelsaftale

Mere fra FødevareWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FødevareWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier