Udenrigsminister præsenterer eksportprogram: "Det er flødeskummet på kagen"

Danske fødevarevirksomheder skal være bedre til at sælge deres varer i udlandet. De har produkterne, men mangler ofte viden om, hvordan de skal få foden inden for i USA, Kina eller Mellemøsten.
Derfor lancerer udenrigsminister Kristian Jensen (V) nu en ny ordning, der skal hjælpe små og mellemstore fødevarevirksomheder med at øge eksporten.
Det sker for at ruste underskoven af innovative fødevarevirksomheder til fremtidens globale marked, hvor væksten især vil ske uden for Europa, fortæller Kristian Jensen til FødevareWatch.
"Vi har Arla og Danish Crown som de stærke flagskibe, men vi mangler nogle af de dygtige mindre virksomheder på eksportmarkederne, og det kan programmet være med til at sikre i en grad, som vi ikke har set tidligere," siger udenrigsministeren og understreger, at tiltaget skal ses som en del af regeringens samlede eksportstrategi.
"Hvis vi skal bruge fødevaretermer, så er det her flødeskummet på kagen. Vi kan se, at væksten kommer fra nye markeder de kommende år, og vi tror på, at programmet kan blive trædestenen til et nyt eksporteventyr for de små og mellemstore danske fødevarevirksomheder," forklarer han.
600 mio i øget eksport
Programmet starter til næste år og er blevet til i samarbejde med Landbrug & Fødevarer, DI og Eksportrådet. Det strækker sig over et år, hvor de første tre til fire måneder bliver brugt på at lægge strategi, mens de resterende måneder går med at få gang i eksporten.
Netop den øgede eksport er altafgørende i en tid, hvor den russiske embargo og opbremsningen i Kina har oversvømmet det globale marked med billige fødevarer, mener udenrigsministeren.
"Samtidig kan vi se, at verden i stigende grad kommer til at efterspørge fødevarer, og hvis vi kan komme ind på markedet nu, vil det give gode eksportmuligheder i fremtiden," siger Kristian Jensen.
Det koster cirka 86.000 kr. at deltage i Fødevare Vitus. Virksomheden må samtidig i udgangspunktet højest have 250 ansatte og en årlig omsætning på under 375 mio. kr.
Eva Kjer: "Vi har simpelthen brug for nye markeder"
Regeringen afsætter penge til yderområder - 75 mio til fødevarer
Relaterede artikler:
Eva Kjer: "Vi har simpelthen brug for nye markeder"
For abonnenter
Sådan får du fingrene i Irans fødevaremillioner
For abonnenter