
Den newzealandske mejerikæmpe og Arla-rival Fonterra sagde i starten af denne måned, at man ville tilbyde sine medlemsbønder et lån, der vil være rentefrit i en vis periode, for at hjælpe dem gennem de hårde tider, hvor mælkeprisen er raslet ned flere steder i verden. Og det tilbud er der en stor del af bønderne, som har benyttet.
Det skriver Radio New Zealand på sin hjemmeside.
Andelsmejeriet siger, at 7.800 bønder havde søgt om et lån, da man lukkede for ansøgninger fredag i sidste uge. Ifølge den newzealandske statsradio betyder det, at mere end 75 pct. af de bønder, som leverer mælk til Fonterra, taget imod lånemuligheden.
De små 8.000 bønder kan låne 50 cent for hvert kilo mælketørstof, de leverer ind til koncernen, fra juni til udgangen af 2015. Lånet vil være fritaget for renter frem til maj 2017. Herefter ”vil Fonterra muligvis opkræve renter,” oplyste koncernen i starten af måneden.
Det newzealandske medie NZ Farmer har tidligere berettet, at Fonterra forventede at udbetale lån på op til 430 mio. newzealandske dollars, svarende til omkring 1,8 mia. kr.
Fonterra afalgde i sidste uge regnskab for første halvår, som viste en fremgang i nettoresultatet på 183 pct. Det til trods lå mejerikoncernens samlede udbetaling til medlemmerne 45 pct. lavere end sidste år.
Fonterra tilbyder rentefrit lån til medlemmer
Fonterra hæver bundlinjen med 183 pct.