Hershey går enegang i Brasilien
Den amerikanske konfekturekæmpe The Hershey Company vil fremover sætte sin lid til sin egen organisation i Brasilien, det største forbrugermarked i Sydamerika.
Det skriver Confectionery News.
Ifølge branchemediet har de brasilianske konkurrencemyndigheder således sagt god for, at Hershey kan købe sin lokale partner ud af den joint venture, man indgik i landet i 2008. Hershey vil derfor købe de 49 pct. af aktierne som tilhører partneren Bauducco. Der meldes ikke noget om, hvor meget amerikanerne betaler for aktieopkøbet.
Dermed skal Hershey stå på egne ben på det vigtige brasilianske marked, hvor landsmændene fra Mondelez International på nuværende tidspunkt har førertrøjen på med en markedsandel på 32 pct., skriver mediet med henvisning til tal fra Euromonitor.
Ifølge selvsamme analysefirma forventes det brasilianske salg af chokolade i detailhandelen at vokse fra 12,6 mia. brasilianske real (24,13 mia. kr.) i 2014 til 17 mia. real i 2019. Hersheys topchef, John P. Blibrey, har tidligere peget på Kina, Mexico og netop Brasilien som de tre vigtigste internationale markeder for selskabet.
Relaterede artikler:
Hersheys bundlinje smeltede i andet kvartal
For abonnenter
Hershey sænker barren
For abonnenter