En ny afgørelse fra EU-domstolen om mærkning af fødevarer slår nu fast, at der skal være overensstemmelse mellem en bestemt fødevares ingrediensliste og den øvrige emballage.
Ifølge EU-domstolens praksis forventes den gennemsnitlige forbruger at læse ingredienslisten som det første, hvis det er af væsentlig betydning for forbrugeren, om varen indeholder en bestemt ingrediens eller ej.
Trods denne forventning må den øvrige mærkning af produktet ikke give forbrugeren den opfattelse, at en særlig ingrediens er i fødevaren, hvis ikke det er tilfældet.
Felix Himbeer-Vanille Abenteuer
Afgørelsen kommer efter, at en sammenslutning af tyske forbrugere indgav en klage mod en tysk producent af te, der blev markedsført under navnet “Felix Himbeer-Vanille Abenteuer” (“Felix’ hindbær-vanilje-eventyr”).
Emballagen bar illustrationer af hindbær og vaniljeblomster samt angivelserne "frugte med naturlige aromaer" og "kun naturlige ingredienser". Ingredienslisten var angivet på emballagen og viste følgende: "hibiscus, æble, brombærblade, appelsinskal, hyben, naturlig aroma med vaniljesmag, citronskal, naturlig aroma med hindbærsmag, brombær, jordbær, blåbær, hyldebær".
Det fremgik således af ingredienslisten, at teen ikke indeholdt naturlige hindbær- eller vaniljearomaer, men i stedet naturlige aromaer med smag af hindbær og vanilje. Og forbrugerne ankede, at produktets mærkning vildledte forbrugerne til at tro, at produktet indeholdt naturlige hindbær- og vaniljearomaer.
Producenten hævdede - med henvisning til EU-domstolens tidligere praksis - at det på grundlag af ingredienslisten fremgik tilstrækkeligt klart for forbrugeren, at produktet ikke indeholdt naturlige hindbær- og vaniljearomaer, men snarere at produktet indeholdt naturlige aromastoffer med hindbær- og vaniljesmag.
Efter de tyske domstole havde bagt sagen for den europæiske domstol, udtalte EU-domstolen, at det skal betragtes som vildledende, hvis mærkningen af en fødevare giver forbrugerne det indtryk, at en bestemt ingrediens er til stede i fødevaren, selvom det fremgår af ingredienslisten, at ingrediensen ikke er i produktet.
Læs hele afgørelsen på Den Europæiske Unions hjemmeside.