FødevareWatch

Lars Seier har købt to-stjernet Michelin-restaurant

Bankdirektøren er blevet hovedejer af den københavnske restaurant Geranium.

Foto: Claes Bech-Poulsen

Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen har altid drømt om at eje en toprestaurant.

Det punkt på livets to do-liste kan han nu sætte et flueben ud for efter, at han har købt sig ind i den københavnske restaurant Geranium, der har to Michelin-stjerner på cv'et.

Han bliver hovedejer i selskabet bag Østerbro-spisestedet, der også har de to partnere Rasmus Kofoed og Søren Ledet i ejerkredsen.

"Jeg har i flere år haft en drøm om at investere i en restaurant på absolut topniveau, og jeg er stolt over at kunne bidrage til forhåbentligt at give Geranium endnu et gastronomisk løft til gavn for både gæster og ansatte. Den danske restaurationsscene har brug for en restaurant af Geranium-kaliber, der både tør udfordre og kan tiltrække et internationalt publikum," siger Lars Seier Christensen i en pressemeddelelse.

På trods af en lang venteliste til bordene på restauranten så er det ingen guldrandet forretning, som rigmanden har købt sig ind i. Geranium har over de seneste to år tabt knap 1 mio. kr. sammenlagt, og ved seneste regnskabsopgørelse kunne man fremvise en negativ egenkapital på 2 mio. kr. Den slags huer næppe en bankmand som Lars Seier Christensen.

Nyt køkken til Parken-restaurant

Af pressemeddelelsen fremgår det, at restauranten fortsat vil skabe "gastronomiske oplevelser på højeste niveau med fokus på grøntsager, fisk og skaldyr fra en udvalgt kreds af primært økologiske og biodynamiske leverandører fra lokalområdet," men noget nyt er der dog på plakaten.

Den nye ejerkreds har flere udviklingsprojekter i tankerne, og et af dem er et nyt køkken i restauranten, der holder til i et af kontortårnene i Parken.

"Vi har gennem flere år planlagt at etablere et inspirationskøkken i vores selskabslokale, hvor vi kan udvikle nye smage og oplevelser, og hvor vores gæster kan komme helt tæt på tilblivelsen af retterne og stemningen i køkkenet. I det nye setup får vi endelig muligheden, og det understøtter vores ambition om at skabe den ultimative spiseoplevelse for vores gæster," siger Rasmus Kofoed.

Geranium åbnede i sin nuværende version i 2010. Foruden de to Michelin-stjerner blev restauranten i 2014 kåret som den 42. bedste restaurant af San Pellegrinos "The Worlds 50 best restaurants".

Kokken Rasmus Kofoed er samtidig en af landets bedst præmierede. Han har bl.a. vundet både bronze, sølv og guld i kokkenes uofficielle verdensmesterskab, Bocuse d’Or.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra de tre ejere.

Ny restaurantguide: Her er de bedste oplevelser

Kantinebranchen frygter mangel på dygtige kokke

Mere fra FødevareWatch

Milliardkoncern løfter indtjeningen på kager og slik

Kage- og konfekturekoncernen Givesco er lykkedes med at forbedre indtjeningen i løbet 2021, men ikke helt nok ifølge ledelsen. Koncernen har med sit store detailfokus også løftet omsætningen til lige knapt 3 mia. kr.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FødevareWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier