FødevareWatch

Flæskefyrstens familiefejde

Tysklands mest magtfulde slagterimagnat og Schalke 04-formand, Clemens Tönnies, er ved at miste kontrollen over sit konglomerat til sin nevø efter et dramatisk opgør med et væld af dubiøse retssager og lange slagteknive i ærmet.

Foto: Claus Bonnerup/Polfoto/Arkiv

Den 24. december 2002. Udenfor er der så isnende koldt, at passagerer på vej hjem for at holde juleaften mange steder i Tyskland er fanget i de tog, der holder fastfrossent stille med tommetyk is på køreledningerne. Men indenfor hos familien Tönnies i den westfalske by Rheda-Wiedenbrück er stemningen varm.

Otte år tidligere døde Bernd Tönnies, der i 1971 havde stiftet Tönnies Fleisch, under en nyretransplantation. Men selv om lillebroderen Clemens Tönnies, der årtiet senere blev taget med ind som næsten jævnbyrdig medejer, havde et ry som mere gemytlig end sin barske bror, havde han kørt den stadig voksende virksomhed dygtigt videre. Fra en beskeden start var slagterikonglomeratet nu blandt Europas største.

Aktuelt har koncernen, stor konkurrent til Danish Crown, en omsætning vel over 40 mia. kr., 8.000 ansatte og slagter 16,5 mio. svin årligt, blandt andet på slagteriet i Brørup.

Så selv om Bernds sønner, Clemens Jr. og Robert, formelt var medejere efter at have arvet hver 30 pct. af virksomheden, lod de trygt onklen styre driften. Desuden var de begge i midten af tyverne. Og som faren havde skrevet i sit testamente, skulle deres anpart, indtil Robert som den yngste søn fyldte 30 år i 2008, bestyres af familiens gode ven og bobestyrer Josef Schnusenberg.

Han var også til stede med familien juleaftensdag. Det samme var notaren Horst Swienty. For nevøerne var gået med til bruge dagens højhellige anledning til at udstede Clemens med dobbelt stemmeret i Tönnies Fleisch. Foruden at være den rare onkel havde han jo også en evne til at skabe succes; ikke kun i slagterikoncernen, men også på den post som formand for fodboldklubben Schalke 04, han ligeledes havde overtaget fra storebroderen. To år i træk havde klubben vundet den tyske pokalturnering, mens holdet året forinden var blevet nummer to i Bundesligaen. Klubbens bedste placering i mere end 25 år.

Bernd Tönnies agtelse af sin lillebrors evner begrænsede sig da heller ikke til at opkalde sin ældste søn efter ham. På sit dødsleje havde han således kaldt broren til sig og fortalt, at han skulle overtage 10 procent af hans aktier i Tönnies Fleisch. Og dermed halvparten. Så da Robert Tönnies rundede de 30 og officielt fik sin arv, imødekom både han og broderen naturligvis det ønske, og overdrog hver fem procent til onklen.

Kødhakkeren

På det tidspunkt var familieidyllen imidlertid begyndt at slå revner. I 2007 havde Clemens Tönnies senior tilbudt at overtage hele Clemens Tönnies juniors aktiepost, da han jo alligevel var mere interesseret i computere end i slagtesvin. Men det beløb, han blev tilbudt for sin del af multimilliardkoncernen forekom junior noget lav, og da en revisor, han kendte fra studietiden, løb den foreslåede aftale igennem, var konklusionen klar. ”Umoralsk”.

I et og alt havde Clemens Tönnies da også modbevist alle forestillinger om, at han skulle være mere blødsøden end sin storebror. Faktisk var han som et fodspor af broren.

...hård og kynisk forretningsmand

Da Bernd Tönnies opbyggede slagterikoncernen var det som en snu ræv med et skarpslebet indre forretningskompas. Et der kunne finde vej, selv når det blev gedulgt. Hans far havde selv været slagter, men Bernd tænkte langt større end det halve dusin svin, faren kunne skære til på en uge, og efterhånden som forretningen blev udvidet, blev den også forgrenet til at omfatte andre dele af fødevareindustrien. Imidlertid skulle kunderne jo helst ikke vide, at han gik dem i bedene. Så det foregik ofte gennem et spind af holdingselskaber.

Som da det hollandske slagteri Groenlo blev købt af selskabet Orgaplan fra fyrstendømmet Liechtenstein. Orgaplan var så igen ejet 60 pct. af holdingselskabet Oversea, der var ejet af Bernd Tönnies, og 40 pct. af Gafluna, der havde Clemens Tönnies som ejer.

Samme skjulte strategi viderebyggede Clemens Tönnies. At han stod bag den ekspanderende pølsekoncern Zur-Mühlen Gruppe helt fra begyndelsen i 1998, hvor danske Plumrose blev overtaget, kom først frem i dagens lys i 2011, og kun fordi koncernen blev del i en kartelsag. I den anledning blev det meddelt, at han overtog det fulde ejerskab inden for de følgende tre år.

I det hele taget var det intet tilfælde, at han med tiden havde fået tilnavnet ”kødhakkeren”. For han vist sig som en ikke blot dygtig, men også hård og kynisk forretningsmand, der via underleverandører hyrede østeuropæiske slagteriarbejdere en bloc som lønfattig koteletkolonne i slagtehallerne. Gennem årene er Tönnies Fleisch ofte fremhævet af politikere som kroneksemplet på løndumpingen i Tyskland, mens en tv-station i 2008 kunne afsløre, hvordan 200 kameraer overvågede de ansatte helt ud på toilettet.

Heller ikke som bestyrelsesformand for Schalke 04 havde han vist fine etiske fornemmelser. I 2007 blev det statsejede russiske gasselskab Gazprom klubbens hovedsponsor; et sponsorat, der af mange blev anset som et skalkeskjul for at købe tysk støtte til Ruslands politik, hvilket ikke just blev afkræftet, da Clemens Tönnies trods den europæiske handelsboykot sidste april ville tage fodboldholdet med til Moskva for at besøge Vladimir Putin.

Det besøg endte dog med et afbud. Lige som Clemens junior endte med i stedet at afhænde sin aktiepost til lillebror Robert.

Familievennen

Den 9. marts 2015. Efter knap et års retssag afsiger appelretten i Hamm endelig dom. Det 8. civilsenats afgørelse fra landsretten i Bielefeld står fast: Clemens Tönnies har dobbelt stemmeret i B&C Fleischwerke GmbH & Co. KG. Men han har ikke dobbelt stemmeret i koncernens holdingselskaber, der blev omstruktureret den 24. december 2002 umiddelbart efter, at han var blevet tildelt den dobbelte stemmeret.

Clemens Tönnies smiler og trykker Robert Tönnies i hånden. Ønsker sin sagsøgende nevø tillykke. I den forløbne retssag har hans stab af advokater gang på gang plæderet for, at selv om ordlyden af den aftale, der blev indgået juleaftensdag måske nok havde gået på selve moderselskabet, men at meningen naturligvis havde været at give ham dobbelt stemmeret i hele koncernen. Alt andet ville være idiotisk: Clemens Tönnies var jo selv hovedaktør i at omstrukturere holdingselskaberne bagefter, og hvilken mening ville det så give for nogen kun at udstyre ham med bestemmelsen over et moderselskab uden beslutningskraft?

Ja, og han havde vidner, der kunne bekræfte hans opfattelse. Bobestyreren Josef Schnusenberg var jo også til stede. Mens Robert Tönnies kronvidne om det modsatte – Clemens Tönnies Jr. – jo ikke just var noget brugbart vidne al den stund, at han var sagsøgerens bror.

Men den broderlige status til trods var det ikke ensbetydende med, at Clemens junior ikke kunne have ret, anførte dommeren. Desuden var Josef Schnusenberg heller ikke just et ”klassisk neutralt vidne”.

Den 73-årige bobestyrer havde godt nok været Bernd Tönnies ven. Selv efter dennes død blev Josef Schnusenberg anset som en så god ven af familien, at han havde været med enken og børnene på ferie. Men i virkeligheden var han blevet en af Clemens Tönnies mest betroede medarbejdere.

Robert Tönnies har således også sagsøgt ham sammen med onklen ved retten i Vaduz. I 2002 købte Clemens Tönnies et palæ på Mallorca til omkring 10 mio. kr. med penge fra hans liechtensteinske holdingselskab Gafluna – der havde fået dem overført fra Orgaplan, hvor de så igen stammede fra frasalget af det hollandske slagteri Groenlo kort efter Bernd Tönnies død. Det skete med Robert og Clemens juniors underskrifter. For dem havde Josef Schnusenberg indhentet fra de unge brødre.

Sagen interesserer samtidig myndighederne, der synes at pengene fra det frasolgte slagteri umiddelbart ser ud til at være blevet underslæbt hen til at betale for et privat palæ. Men for Robert Tönnies handler det i udgangspunktet om, at huset også er blevet købt med hans fars andel af pengene i Orgaplan, og han erindrer ikke, at han skulle have godkendt det køb. Han mener, at familievennen svigefuldt må have haft lusket det med ind i de hundredvis af dokumenter, han skulle underskrive.

Surmulen over Zur-Mühlen

Skulle dette være korrekt, taler det dog ikke just for, at Robert Tönnies skulle være nogen særlig opmærksom leder. Da familiefejden for alvor brød ud i 2012, lød der da også bekymrede røster fra dele af Tönnies Fleisch-koncernen. De ønskede ikke, at andre end Clemens Tönnies skulle drive forretningen. Specielt ikke Robert Tönnies, der de facto havde trukket sig tilbage fra ledelsen samme år, og som de frygtede ville bruge sin magt til at sælge eller opløse virksomheden.

Nogenlunde samtidig kunne lokale aviser også skrive historier, hvor angiveligt ledende medarbejdere anonymt fortalte om, hvilken uligevægtig og uvidende chef, Robert Tönnies var: Om da han i raseri havde slået i medarbejder med en griseknogle. At han en anden gang trampede igennem et skrivebord, og der måtte tilkaldes en tømrer for at befri ham. Eller da han spurgte en mejerist om, hvor han købte leveren til sin leberkäse, der trods navnet ikke indeholder lever.

De historier har Robert Tönnies nægtet at kommentere. Men han har dog slået fast, at hans ambition ingenlunde er at sælge koncernen. I Tyskland spekuleres der også i, om familietvisten i virkeligheden blot handler om noget så banalt som store egoers armlægning.

Robert Tönnies skulle være forbitret over, at onklen foretog konkurrerende investeringer uden om familieforetagendet og have surmulet over hans hemmelige overtagelse af pølsekoncernen og indkøb af enorme svinefarme i Rusland. Samtidig med at han skulle føle sig holdt noget for nar undervejs, når han har accepteret aftaler uden helt at kunne gennemskue konsekvenserne af dem. Clemens Tönnies skulle derimod bare være interesseret i at få mest mulig magt.

”Grov utaknemmelighed”

Den magt kan dog snart skrumpe yderligere ind. For sagerne om den dobbelte stemmeret og huskøbet på Mallorca er langt fra de eneste i familien, der efterhånden bruger meget tid på at fare i flæsket på hinanden i diverse retssale. Skiftevis som sagsøger, sagsøgte og vidne. Nej, i denne måned går landsretten i Bielefeld videre med en spektakulær sag, hvor Robert Tönnies kræver at få returneret de fem pct. af slagterikoncernen, han forærede sin onkel i 2008.

Efter de seneste års skærmydsler tror han ikke længere på, at hans far vitterligt havde brugt sine sidste åndedrag på at love, at Clemens Tönnies skulle have foræret en større andel. ”Grov utaknemmelighed” har han kaldt onklens geberden. Hvilket er med henvisning til en paragraf i den tyske forvaltningsret, hvor indgåede aftaler kan ophæves, hvis de dømmes til at være indgået under svigagtig vildledning.

Vinder Robert Tönnies også den sag, vil han have en aktiemajoritet på 55 pct. og dermed sidde på flæsket i koncernen. Mens flæskefyrsten Clemens Tönnies efter årtiers fremgang pludselig må se store dele af sin svineimperium smuldre mellem sine fingre.

På forhånd er de juridiske eksperter dog uenige om, hvorvidt nevøens sag i dette tilfælde er stærk nok til at holde hele vejen. Men et synes i hvert fald sikkert. Familien Tönnies er ikke længere på julekort med hinanden.

Artiklen bygger på dækning i blandt andet Die Zeit, Spiegel, Die Welt, Handelsblatt og Wirtschafts Woche.

Tysk-ejet slagteri bider fra sig i Danmark

Sønnichsen versus Johannesen - "part 2"

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier