Toms slået i rødt af tysk opkøb og faldende sliksalg

Der er knap så meget gang i salget af søde sager, og i Toms Gruppen A/S mærker man tydeligt en tilbagegang i salget af chokolade og slik. I 2014 oplevede virksomheden et fald i omsætningen på 3,8 pct. til i alt 1,749 mio. kr., skriver Toms i en meddelelse.
Siden 2010 er omsætningen ellers gået fremad indtil højdepunktet i 2013, hvor Toms samlet omsatte for 1,817 mia. kr.
Omsætningen er gået tilbage i alle de tre store markeder, Danmark, Sverige og Tyskland, mens den øvrige eksport inklusiv salg i Travel Retail er vokset fra 7 mio. kr. til 349 mio. kr.
Fra beskedent plus til rød bundlinje
Resultatet for 2014 udviste et underskud på den primære drift på 32,5 mio. kr. sammenlignet med et overskud på 28,3 mio. kr. i 2013. I årene fra 2010 bølgede driftsresultaterne fra 63,9 mio. kr. ned til 29,1 mio. kr. i 2011 og igen op til 63,9 mio. kr. i 2012.
På bundlinjen erstattes det beskedne 2013-resultat på 18,4 mio. kr. efter skat af et stort minus på 44,2 mio. kr. Det står i skærende kontrast til resultatet på 51 mio. kr., som Toms kunne præsentere ovenpå et godt 2012.
Underskuddet i 2014 skyldes ifølge Toms en afskrivning på i alt 66,4 mio. kr. på goodwill relateret til købet af Hanseatische Chokolade GmbH i 2012.
"På den positive side er Toms underliggende profitabilitet og cash-flow forbedret svagt i 2014, hvilket især kan tilskrives omkostningsbesparelser og effektiviseringer. Dette vil fortsat være et fokusområde i 2015," udtaler Carsten Lyngsø Thomsen, adm. direktør i Toms A/S.
Som følge af meget kraftige råvare- og valutaprisstigninger forventer Toms, at der sker prisstigninger på chokolade og marcipan i 2015.
"Disse prisstigninger, kombineret med en generel tilbageholdenhed på konfektureområdet, gør at vi ikke forventer at forbruget vil stige de kommende år. Vores mål er i stedet at vinde markedsandele på vores primære markeder," siger direktøren.
Første regnskab for ny leder
Carsten Lyngsø Thomsen har kun har ledet Ballerup-virksomheden siden august, hvor han kom til efter en årrække at have været direktør i svenske Lantmännen Cerelia.
Forud for jobbet på toppen i Stockholm arbejdede Carsten Lyngsø Thomsen som direktør i virksomhedens danske friskbrødsafdeling Schulstad i bageridivisionen Lantmännen Unibake fra 2009 til august 2011.
Toms valgte lidt overraskende i marts 2014 at fyre topchef Jesper Møller efter ni år på posten. Begrundelsen for fyringen var, at resultaterne ikke var tilfredsstillende.
"Toms Gruppen har i de senere år været udfordret af ændrede markedsvilkår og ikke tilfredsstillende resultater, og for at imødekomme den nødvendige omstilling og tilpasning er der behov for nyt lederskab i Toms," hed det den gang om Jesper Møllers afsked.
Toms har to fabrikker i Danmark samt én i Tyskland og én i Polen. I 2014 blev produktionen i Sverige lukket.
Relaterede artikler:
Tidligere Toms-chef får nyt job
For abonnenter
Toms-chef skifter til Dansk Supermarked
For abonnenter