FødevareWatch

Gammel jysk supermarkedskæde leverer nyt underskud

Jaco Supermarkeder, der i dag driver fem butikker under SuperBest, må tage endnu et hug på bundlinjen trods en tocifret millionomsætning.

Foto: Benjamin Kürstein

Den gamle jyske kæde Jaco Supermarkeder har offentliggjort dugfriske tal for regnskabsåret 2013/14.

Omsætningen for året lyder på 242 mio. kr. – en stigning på 32 mio. kr. fra året før, og den bedste siden i hvert fald 2004/05 ifølge regnskabsdatabasen BIQ.

Årets resultat i selskabet, som driver fem supermarkeder under Super Best-brandet, lander imidlertid i et underskud på 11,4 mio. kr. mod et underskud på 6,7 mio. kr. året før. Bundlinjen er rød for femte år i streg.

I supermarkedskædens regnskab forklarer ledelsen underskuddet med ”en for lav dækningsgrad og øget markedsføring." Selskabet har i løbet af regnskabsåret modtaget et tilskud fra moderselskabet på 2 mio. kr.

”Den generelle afmatning i økonomien synes at fortsætte ind i 2015, ligesom konkurrencen er hård. Det er målsætningen i det kommende år at forbedre bruttoavancen i butikkerne. Selskabet forventer for hele regnskabsåret et bedre, men fortsat negativt resultat før skat,” skriver ledelsen.

Ejer holder hånden under butikkerne

Jaco Supermarkeder er ejet af Jaco Gruppen Holding, som også netop har fremlagt regnskab. Her lander årets resultat i et underskud på 10,6 mio. kr. og selskabets holder pr. 30. september 2014 en egenkapital på 47 mio. kr. Der er dermed blevet høvlet ikke mindre end 40 mio. kr. af moderselskabets egenkapital på et enkelt år. I 2012/13 havde holdingselskabet således en finansiel stødpude på 87,6 mio. kr.

Jaco Gruppen Holding er ejet af 85-årige Ida Kirsten Poulsen Jakobsen, som også er adm. direktør i virksomheden. Bestyrelsesformanden er Carsten Kultoft Lorentzen.

I holdingselskabets regnskab fremgår det af ledelsesberetningen, at man har tænkt sig at fortsætte arbejdet for at vende udviklingen i supermarkedernes økonomi.

”Årets underskud kan henføres til underskud i datterselskabet Jaco Supermarkeder A/S. Jaco Gruppen Holding A/S har til hensigt at yde den nødvendige støtte til datterselskabets drift og investeringer i 2014/15,” lyder det.

Købmand med stor erfaring bag Jaco

Ifølge det kvindebiografiske leksikon kvinfo.dk åbnede Ida Kirsten Poulsen Jakobsen i 1949 en mindre købmandsforretning i Aarhus sammen med sin mand. I 1958 kom den næste, og foretagendet udviklede sig hurtigt ikke mindst efter åbningen af den første discountbutik i 1980. Ved udgangen af 90’erne bestod koncernen af i alt fem Jaco supermarkeder og 39 Alta discountbutikker.

Da Ida Kirsten Poulsen Jakobsen mistede sin mand i 1989 valgte hun at fortsætte forretningen og udvidede med butikker først i Aarhusområdet, senere på Fyn.

I 2007 købte Dagrofa A/S selskaberne ALTA Discount A/S og Jacodan A/S med de da tilhørende 55 Alta-butikker. Året efter indgik Dagrofa A/S samarbejde med NorgesGruppen om etablering af discountkæden KIWI minipris, og Alta-butikkerne blev konverteret til KIWI minipris butikker.

Jaco Supermarkeders fem butikker ligger i dag i Aarhus, Silkeborg, Grenå, Randers og Hurup.

Ida Jakobsen ønsker ikke at indgå i et interview med FødevareWatch.

Supermarkedskæde må investere i nye butikker

Købmænd ruster sig til butikskrig med Coop og Dansk Supermarked

SuperBest i indre splid knækkede på midten

Relaterede

Seneste nyt

Fødevarejob

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier