
En stor gruppe Arla-ansatte i Leeds varsler strejke i protest over, at mejeriet har valgt at outsource sin logistik til et omstridt transportfirma.
Det skriver Fagbladet 3F.
Arbejdsnedlæggelsen er varslet til påsken, og den omfatter ca. 130 ansatte, fortrinsvis chauffører, der er utilfredse med, at de fremover skal ansættes i Moran Logistics.
Ifølge to af Storbritanniens største fagforeninger, Unite og GMB, vil transportfirmaet ikke anerkende kollektive overenskomster, og derfor frygter de ansatte nu, at deres arbejdsvilkår og løn bliver forringet.Arla frasiger sig ethvert ansvar over for deres trofaste og loyale medarbejdere"
“Vores medlemmer er utroligt kede af det og vrede. De føler, at Arla frasiger sig ethvert ansvar over for deres trofaste og loyale medarbejdere,” udtaler Rachel Dix, regionalchef for GMB, i en meddelelse.
Hun fortæller, at fagforeningen opfatter aftalen med transportfirmaet som et direkte angreb på medarbejdernes kollektive forhandlingsret.
”GMB mener, at danskejede Arla og Morans Logistics er gået sammen om at angribe lønnen og de generelle forhold for vores medlemmer,” siger Rachel Dix.
Den anklage afviser Arla dog. Talsmand Gareth Lucy oplyser til Fagbladet 3F, at ”alle eksisterende kontrakter og forhold bliver overført for alle involverede Arla-ansatte”.