FødevareWatch

Hummel-familie tjener kassen på æggebakker

Aktiekursen i æggebakkeselskabet Brødrene Hartmann er skudt i vejret, siden Stadil-familiens selskab Thornico blev hovedaktionær for to år siden.

Foto: Colourbox

Det har været en fed forretning for Stadil-familiens selskab Thornico at købe op i æggebakkeproducenten Brdr. Hartmann.

Siden Thornico i slutningen af 2012 købte en tredjedel af aktierne og dermed opnåede en ejerandel på knap 70 pct., er aktien skudt i vejret.

"Vi er yderst tilfredse med investeringen," siger Thor Stadil, bestyrelsesformand i Thornico, som også ejer tøjfirmaet Hummel.

Aktierne blev købt til 120 kr. stykket, men havde ved børslukketid tirsdag en værdi af 186 kr. per aktie. Det giver en gevinst, om end urealiseret, på mere end 150 mio. kr.

Thornicos samlede beholdning af æggebakkeaktier nærmer sig dermed en værdi på 900 mio. kr.

"At kursen går op, betyder selvfølgelig, at der er andre, der tror på firmaet. Generelt når man ser på regnskabstallene, så må jeg sige, vi er yderst tilfredse med investeringen," siger Thor Stadil.

Den positive kursudvikling i Brødrene Hartmann skyldes efter alt at dømme en sund udvikling i selskabets drift.

 

 

Ifølge Ulrik Kolding Hartvig, adm. direktør i Brødrene Hartmann, er der kommet "styr på maskinrummet."

Omsætningen er øget en smule fra 1,54 mia. kr. i 2012 til en forventet omsætning for 2014 mellem 1,6 og 1,7 mia. kr. Mere væsentligt er lønsomheden forbedret: Mens overskudsgraden i 2012 lå på 7,4 pct., forventer selskabet end overskudsgrad mellem 9 og 10,5 pct. for 2014.

"Der er ikke noget hokus pokus i det. Det er god klassisk drift af en industrivirksomhed," siger Ulrik Kolding Hartvig.

Ifølge topchefen skyldes forbedringerne blandt andet, at man har lukket en fabrik i Finland og dermed reduceret omkostningerne.

Brødrene Hartmann er langt fra det eneste æggerelaterede selskab, Thornico har ejerandele i.

Thornico ejer selskaber, der sælger æg i forskellige forarbejdninger. Det gælder blandt andet Sanovo.

Derudover ejer Stadil-selskabet også Sanovo Technology, som laver maskiner, der kan slå æg ud, og andre maskiner, der bruges til at sortere æg.

Eller som Thor Stadil formulerer det:

"Vi er vel nok i dag, og ønsker at være det, number one egg handling company in the world."

Mere fra FødevareWatch

Læs også

Seneste nyt

FødevareWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier