Børsklar burgerkæde hæver målsætning
Den fremstormende, amerikanske burgerkæde Shake Shack, der for omkring en måned siden annoncerede planer om at gå på børsen i New York, har nu hævet målet for, hvor mange penge man vil rejse i børsnoteringen.
Det skriver Bloomberg.
Officielle dokumenter indleveret til den amerikanske Securities and Exchange Commission (SEC) viser ifølge nyhedsbureauet, at selskabet vil tilbyde 5 millioner aktier til en pris på mellem 17-19 dollars – et godt nyk opad i forhold til det prisinterval, på 14-16 dollars, som man havde meldt ud for nylig.
Det betyder, at Shake Shack kan rejse helt op til 95 mio. dollar, og dermed nærmer man sig det oprindelige mål på ca. 100 mio. dollars, som kædens ejer Danny Meyer tidligere har meldt ud. Det betyder også, at man kan ende op med en markedsværdi på hele 675 mio. dollars eller godt 4,4 mia. kr.
Den forstående børsnotering wer kulminationen på et snart 15 år langt væksteventyr for kæden, der i 2001 startede med en enkelt pølsevogn, som kun solgte hotdogs i New Yorks Madison Square Garden, men siden har udviklet sig til i dag at have 63 restauranter, der sælger fastfood-burgere i den dyre ende, fra USA til London og Dubai.
Shake Shack planlægger at sælge en andel på 14 pct. af selskabet gennem børsnoteringen, og pengene skal ifølge Bloomberg både bruges til tilbagebetaling af gæld samt til at åbne nye butikker.
Burgerkæde vil være ny på børsen
Danish Crown: Ingen aktuelle planer om børsnotering