
En firma i Slagelse, der importerer slik, og dets indehaver er blevet sigtet for moms- og afgiftssvindel for mindst 27 millioner kroner, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.
Det var Skat, der anmeldte virksomheden og ejeren til politiet, og onsdag slog myndighederne så til mod virksomheden.
Fandt rotter på lageret
Politi, Skat og Fødevarestyrelsens Kontrolgruppe deltog i aktionen, der blandt andet indebar ransagninger på flere adresser.
På firmaets lager i Slagelse blev op mod 100 ton slik beslaglagt, da myndighederne fandt rotter på lageret.
Desuden fandt myndighederne 250.000 kroner i kontanter gemt væk i plastikposer, biler og æsker.