
To britiske svinekødsproducenter står overfor markante fyringer ved fabrikker i landet.
Det skriver branchemediet Food Manufacture.
Tulip Ltd., der er datterselskab til danske Danish Crown og hører under divisionen DC Foods, har planer om at skille sig af med 78 medarbejdere ved sin fabrik i byen Tipton, hvor man producerer pålæg, og hakket og helt svinekød til supermarkeder og food service-industrien.
Nyheden kommer få dage efter, at konkurrenten Karro Food Group annoncerede, at man vil tage afsked med omkring 150 fabriksansatte.
I begge tilfælde skulle fyringerne bunde i, at svinekødsproducenterne har set en markant nedgang i handelen med den pressede detailkæmpe Tesco, skriver Food Manufacture med henvisning til historier fra unavngivne, ’lokale medier’.
Tulip Ltd. bekræfter overfor branchemediet, at man har indledt forhandlinger med medarbejderne, efter man har mistet ”betydelig volumen fra en kunde”.
Tulip Ltd. er et selvstændigt datterselskab under DC Foods, som er søsterselskab til danske Tulip Food Company, der sælger sine produkter i omkring 100 lande verden over og ligesom moderkoncernen, Danish Crown, har hovedsæde i den østjyske by Randers.
Tulip køber kendt pølse-forretning
Ny Tulip-investering skal skabe 45 job