Kendt bagerkæde er truet af konkurs

Guldbageren risikerer at gå konkurs, hvis ikke kædens medlemmer skyder penge i selskabet. Det skriver Ekstra Bladet.
Bagerkæden, der består af over 54 selvstændige bagermestre, blev begæret konkurs i starten af oktober, da Danske Bank valgte at lukke for kreditten.
Det lykkedes i første omgang Guldbageren at afværge en bankerot takket være hjælp fra en samarbejdspartner, men kædens overlevelse er afhængig af, at samtlige medlemmer bidrager med 20.000 kr. i aktiekapital.
Medlemmerne har indtil midnat onsdag til at træffe en beslutning, hvorefter bestyrelsen tager stilling til kædens fremtid på et møde torsdag.
Lykkes det ikke, skal alle butikker under Guldbageren ifølge Ekstra Bladet omgående skifte facader, emballage og andet, der knytter sig til konceptet.
Guldbageren har eksisteret i 26 år, og sammenslutningen blev skabt med henblik på at sikre de enkelte bagermestre en bedre forhandlingsposition i forhold til leverandører.
Foruden at drive de enkelte bagerbutikker leverer dens medlemmer blandt andet frisk brød til 110 Kiwi-butikker over hele landet.
Carsten Hansen, kædedirektør i Kiwi, ved endnu ikke, hvilke konsekvenser en eventuel konkurs vil få for discountkædens samarbejde med Guldbageren.
”Det er for tidligt at sige noget om. Vi er fuldt informerede om situationen og afventer hvad der sker, og så må vi tage det derfra,” siger han til FødevareWatch.
Guldbageren var desuden hovedsponsor for kvindernes første division i håndbold, der gik under navnet Guldbageren Liga indtil 2011.
Kæmpe comeback: Nu kan du købe frisk brød i 2000 butikker
Bagerigrossist på jagt efter nye forretningsbenRelaterede artikler:
Krigen om håndværksbrødet
For abonnenter
Bagerigrossist på jagt efter nye forretningsben
For abonnenter