Ukraine lukker for europæisk fjerkræ

De ukrainske myndigheder har stor respekt for den fugleinfluenza, som i den seneste uge er blevet konstateret i Tyskland, Storbritannien og Holland.
Derfor lukker landet nu grænserne for import af levende fjerkræ samt bearbejdede produkter fra de berørte lande, skriver Reuters.
"Forbuddet vil være gældende indtil den internationale overvågning siger god for at disse lande er fri for fugleinfluenza," lyder det fra embedsmand i det russiske inspektorat til Reuters.
Ukraine aftager ifølge nyhedsbureauet årligt ikke ret store mængder fjerkræ fra de ramte lande.
Frygt hos Rose
Frygten for fjerkræsygdommen fugleinfluenza af varianten H5N8 er også nået til Danmark, og hos kyllingeslagteriet Rose Poultry, der er en del af den store finske koncern, HKScan, arbejder man med nye sikkerhedsforanstaltninger.
"Vi har indskærpet, at producenterne skal holde ekstra øje med sygdomme, så vi ikke risikerer at få fugleinfluenza ind på slagteriet," sagde Kjeld Andersen, der er kommunikationschef ved Rose Poultry, onsdag til Dagbladet Struer ifølge Foodsupply.dk.
Udover den øgede bevågenhed har Rose Poultry også øget kontrollen med de besøgende på slagteriet i Vinderup, ligesom lastbiler, der kører til og fra slagteriet, undergår mere kontrol end normalt, og de ansatte er blevet bedt om ikke at rejse til de lande, hvor smitten i den senere tid er blevet konstateret. Det drejer sig om Holland, Tyskland og England.
393 døde siden 2003
Ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO viser data fra perioden 2003 til 2. oktober 2014 var der 668 laboratorie-bekræftede tilfælde, hvor mennesker er blevet smittet med fugleinfluenza, og i de 16 lande, hvor sygdommen er blevet konstateret i årenes løb er 393 døde som følge af smitten.
Rose Poultry skruer op for kontrollen