Dansk osteselskab hitter hos tyrkiske indvandrere

Nordex Food, som producerer hvid ost, har fundet en helt særlig niche i tyrkiske indvandrere i Europa. Det handler om relationer, lyder det fra direktøren.
Foto: Majken Søndergaard Nielsen
Foto: Majken Søndergaard Nielsen

Det nordjyske mejeriselskab Nordex Food har fundet en ganske lukrativ niche i tyrkiske indvandrere og efterkommere i Europa.

Selskabet henter således ca. 25 pct. af sin indtjening på hvide oste til 1. og 2. generation af tyrkiske indvandrere i europæiske lande. Det fortæller direktør og ejer Keld Houen Pedersen til FødevareWatch.

”Vi har indrettet et helt specielt sortiment til kunder af tyrkisk oprindelse over hele Europa. Og dem er der mange af. De bliver ved med at handle i de samme forretninger, og de er meget loyale,” siger han.

Få FødevareWatchs nyhedsbrev gratis to gange dagligt

Tyskland er et særligt attraktivt marked for Nordex Foods tyrkiske ost, som sælges under mærket Sütdiyari. Her trækker byer som Berlin, Hamburg og specielt delstaten Nordrhein-Westfalen med sin store tyrkiske befolkning, store mængder ost.

Bygget på relationer

Det er mere end 20 år siden, Keld Houen Pedersen begyndte at opdyrke den tyrkiske niche, og der er særligt et parameter, der stikker ud, når det kommer til at fastholde selskabets markedsandel.

”Det er simpelthen at holde godt fast i kunden. Det er et konservativt marked, og det handler om relationer, relationer og relationer. Det har vi arbejdet med i 25 år, og mange af grossisterne har vi arbejdet sammen med i rigtig mange år. Mange af dem er vi partnere med. Det er et familieskab, og de er meget loyale,” fortæller direktøren.

Arla køber svensk osteproducent

Hvordan smagsudvikler I osten for at være sikre på, at den har den tyrkiske smag?

”Jeg vil heller ikke sige, at det har den tyrkiske smag, for de tyrkere, der er kommet til Europa, kan jo næsten ikke lide den tyrkiske smag længere. Vores oste er meget mildere, mindre salte osv. Det kan godt være, at 1. generations indvandrere skal have det, ligesom det var – men 2. generation skal ikke. De tilpasser deres smag, og der er vi nødt til at følge med. Derudover vil de også have nogle produkter, der er mere convenient og nemme at have med at gøre,” fortæller han og fortsætter:

”Det er den samme udvikling, der gør sig gældende alle mulige andre steder. Det skal være nemmere. Og familierne bliver også mindre – de tyrkiske indvandrere har ikke længere ti børn, de har måske to eller tre, så der udvikler vi også mindre portioner.”

Integration fører til nye kundegrupper

Hvid ost til det tyrkiske marked virker måske umiddelbart som en niche med relativt begrænset udviklingspotentiale. Men der sker ting og sager – i takt med integrationens udvikling.

”Vi kan se, at markedet vokser; at der kommer flere til. Men samtidig er der også nogle, der får lidt mere europæiske vaner og ikke længere vil have hvid ost til morgenmad – det gjorde de jo i gamle dage. Nu vil de have cornflakes om morgenen - okay det er så ærgerligt, så mister vi en kunde der,” siger Keld Houen Pedersen og forklarer videre:

”Men så er der også nogen, der bliver gift ind i europæiske familier, og der sker en integration. På den måde får vi også andre typer kunder ind i butikken - europæere kommer ind, og dem vil vi jo også gerne have fat i.”

Bundlinje under pres i 2013

Nordex Food producerer sine oste i Danmark, Rumænien og Østrig. Omkring 40 pct. af omsætningen hentes i Europa, resten er oversøisk eksport til f.eks. New Zealand, Sydafrika og USA. Udover det såkaldte indvandrer-segment sælger Nordex Food også til detailkæder i hele Europa.

Keld Houen Pedersen var med til at grundlægge Nordex Food i 1984 og har drevet det siden da. Selskabets seneste regnskab er fra 2013. Her landede årets omsætning på knap 619 mio. kr. og resultatet i et underskud på 3 mio. kr. Moderselskabet Nordex Holding havde også et presset 2013, men landede dog et positivt resultat på 2,3 mio. kr. og holder en egenkapital på knap 97 mio. kr.

I forbindelse med regnskabet sagde direktøren i maj til FødevareWatch:

"Det er simpelthen, fordi vores indkøbspriser er steget hurtigere, end vi har kunnet vælte priserne over på vores kunder. Mælkepriserne har været på vej op hele året. I et vist omfang har vi kunnet vælte dem over på vores kunder, men ikke fuldt ud, og der har vi selv taget tabene."

Høje mælkepriser presser feta-koncern

Friesland har set sig varm på Afrika

Friesland: Rusland rammer europæisk mejeriindustri hårdt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også