Danskerne er blevet mere skeptiske over for fødevarer

Som følge af svinesygdomme og listeria-sagen er tre ud af ti danskere ifølge en undersøgelse foretaget for FødevareWatch blevet mere skeptiske overfor danskproducerede fødevarer.
Foto: Thomas Priskorn/ JP
Foto: Thomas Priskorn/ JP
AF FREDERIK NØRBY

Svinebakterien MRSA og sagen om listeria i rullepølse har i løbet af de seneste år været skyld i flere dødsfald, og det har fået danskerne til at tænke sig om en ekstra gang, inden de køber dansk producerede fødevarer.

I en undersøgelse foretaget af A&B Analyse for FødevareWatch fremgår det, at 28 pct. af de 1001 adspurgte personer forholder sig mere skeptisk til danske fødevarer efter de nævnte sager.

Hos Landbrug & Fødevarer har sagerne fået organisationen til at kigge indad.

”Vi må jo spørge os selv, om det vi går og gør, og tror er det rigtige, i virkeligheden også er det rigtige. Hvis ikke det er det, må vi lave nogle ting om i forhold til fødevaresikkerhed, og hvis det er det rigtige, må vi blive skarpere på det, vi gør,” forklarer Områdedirektør i Landbrug & Fødevarer, Jens Munk Ebbesen.

At fødevaresikkerheden i Danmark er kendt for at være høj, er en af de ting, som gør, at Jens Munk Ebbesen er overbevist om, at de er på rette vej, men påpeger, at det ikke betyder, at man ikke kan lære af fejl og gøre tingene bedre.

”Det er typisk de små- og mellemstore virksomheder, som vi kan hjælpe med at blive bedre til fødevaresikkerhed. De har ikke de samme ressourcer som store virksomheder, så her kan vores hjælp gøre størst forskel. Det handler om, at virksomheden tager deres ansvar alvorligt, og skruer op for egenkontrollen, og selvfølgelig skal de have den relevante viden på området,” tilføjer Jens Munk Ebbesen, og understreger, at langt de fleste virksomheder gør et rigtig godt stykke arbejde.

Vi vil have kvalitet

I en artikel i Politiken i midten af august berettede Coop om et fald i salget af rullepølse på 30 pct., mens Slagteren på Kultorvet i København samtidig kunne fortælle, at salget af rullepølse var ”eksploderet” som følge af sagen om listeria.

Ifølge Kirsten Poulsen, der er ekspert i forbrugeradfærd hos Firstmove, er det et spørgsmål om, at vi har mere tiltro til de fagfolk, vi kan møde i øjenhøjde.

”Alt andet lige vil vi helst købe dansk producerede varer, men der er selvfølgelig en stigende skepsis efter de senere års sager. Der er bare en højere grad af tillid til fagmanden, som du kan se i øjnene og gå ned og dunke i hovedet dagen efter, hvis der er noget galt med det kød, du har købt,” forklarer hun og understreger, at tilliden til fagmanden tidligere handlede om traditioner og tillid til håndværket, mens den i dag er baseret på både kvalitet, sporbarhed og kontrol.

”Det er blevet vigtigt at kunne gennemskue, hvad det er for et produkt, man køber. Mange steder kan man købe alle mulige forskellige produkter med f.eks. kylling, men man aner ikke, hvad der ligger bag. Der er ingen indsigt i dyrevelfærden, og du aner ikke, om der er brugt hestekød eller noget andet. Derfor er ønsket om det rene stykke kød og grøntsager blevet en tendens og et ønske fra forbrugerne,” fortsætter hun.

De undersøgelser Kirsten Poulsen selv sidder og arbejder med, viser, at mens kvaliteten er i højsædet, er pris ikke så central en faktor mere, når det kommer til at vælge, hvad vi køber. Vi vil hellere undvære kød en dag, og så betale dyrt for det gode økologiske kød dagen efter.

”Der er stor villighed til at betale for, at de værdier vi sætter i højsædet bliver indfriet, og i høj grad, til at etikken er i orden. Selvfølgelig vælter vi ikke i penge, så der bliver sparet på andre områder. Hovedparten af markedet har villigheden og prioriteringen til at betale for kvalitet. Men tanken om, at vi propper alt i os bare prisen er rigtig, det er en saga blot,” slutter Kirsten Poulsen.

Delika har mistet op mod 2,5 mio. kr. efter listeria-fund

Her er firmaerne, der fik listeria-bøder

Flere listeria-sager i kølvandet på skærpet fokus

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også