FødevareWatch

Nestlé i storstilet offensiv for dyrevelfærd

Fødevaregiganten indfører ny dyrevelfærdspolitik. Leverandører risikerer at få opsagt deres kontrakt, og dansk fødevaresalg for milliardbeløb kan blive berørt.

Foto: Joachim Adrian

Det skal være slut med at klippe halen på svin, kastrere kvæg uden bedøvelse og pumpe kyllinger med væksthormoner.

Verdens største fødevarevirksomhed Nestlé indfører nu skærpede krav til samtlige leverandører inklusiv de danske, der risikerer at få opsagt deres kontrakt, hvis de ikke overholder den nye dyrevelfærdspolitik.

Reglerne er skabt i samarbejde med organisationen World Animal Protection, mens et uafhængigt auditørfirma skal sørge for, at de bliver fulgt.  

”Det tætte samarbejde med NGO’en World Animal Protection er en del af vores bæredygtighedsarbejde, og det giver os mulighed for at arbejde endnu mere omfattende med dyrevelfærd. Vi lever i en tid, hvor forbrugerne naturligt stiller krav til fødevareproducenterne om sikre og sunde fødevarer, om bæredygtighed og om dyrevelfærd. Og omvendt stiller Nestlé de tilsvarende krav til vores leverandører,” udtaler Suzanne Würtz, chef for kommunikation og marketingudvikling, Nestlé Nordic, i en skriftlig kommentar til FødevareWatch.

Hos Animal World Protection glæder man sig til at komme i gang med at implementere de nye regler.

”Det er enormt positivt tiltag, fordi det kommer til at betyde, at millioner af dyr i fødevareindustrien på sigt får et bedre dyrevelfærd og dermed et bedre og mere værdigt liv,” siger presseansvarlig Kirsten Haug til FødevareWatch.

Danske leverandører leverer for 1,1 mia. kr.

Nestlé har leverandører over hele verden, og virksomheden vurderer, at flere hundrede tusinde producenter vil blive underlagt det nye regelsæt.

Kontrolarbejdet starter i år, og man forventer at foretage over hundrede uannoncerede besøg inden nytår. Bryder en leverandør reglerne ved for eksempel at klippe hornene på sit kvæg, kan han i værste fald at få ophævet sin kontrakt.

Nestlé indkøber hvert år for 1,1 mia. kr. fra danske leverandører, og dermed berører de nye krav også producenter her i landet.

”Hvis der er danske leverandører til Nestlé, så vil de blive tjekket ligesom alle andre. Alle leverandører vil få besøg på sigt,” siger Kirsten Haug fra Animal Welfare Protection og vurderer, at indsatsen vil være koncentreret om halekupering, afhorning og kastration.

Hvornår de danske leverandører kan forvente at få besøg er endnu uvist.

”Det er et kæmpestort projekt, og fordi det er af den her størrelsesorden, så vil det selvfølgelig også tage lang tid at implementere. I første omgang vil vi gå ind og kigge på, hvor situationen er værst for dyrene, og siden få udviklet en handlingsplan for, hvordan vi får tacklet det,” siger hun.  

En langsigtet løsning

Nestlé var sidste år i den internationale presses søgelys, da en dyrevelfærdsorganisation offentliggjorde en optagelse, der afslørede dyremishandling af kvæg hos en af virksomhedens amerikanske underleverandører.

World Animal Protection afviser imidlertid, at de nye regler er et PR-stunt fra Nestlé, der skal udbedre skaden fra den dårlige sag.  

”Det er ikke et kortvarigt projekt, der kun skal løbe et par år. Nestlé har forpligtet sig til, at det her er den måde, de vil arbejde på fremover. Det er en langsigtet, permanent løsning,” siger Kirsten Haug.

FAKTA:

Nestles dyrevelfærdsregler

Nestlés dyrevelfærdspolitik fokuserer på:

* Kvæg: afhorning, halekupering, kastration uden bedøvelse, tremmekalve og permanent tøjring.

* Svin: drægtighedsbokse, halekupering og kastration uden bedøvelse.

* Fjerkræ og æg: bure, specielt bure uden berigelse og praksis med unaturlig hurtig vækst

* Generelt om produktionssystemer til landbrugsdyr: Ansvarlig brug af antibiotika, som følger retningslinjer fra Verdens Dyresundhedsorganisationen, OIE, og udfasning af væksthormoner i landbruget.

Kilde: Nestlé & World Animal Protection

Mere fra FødevareWatch

Daloon klar til langt sejt træk på indtjeningen

Der er for første gang i flere år overskud i forårsrulleselskabet. Nu skal der fokus på at skabe mere værdi og erobre marked indenfor blandt andet foodservice, lyder meldingen fra Daloon-direktør.

Palsgaard får lov til at fyre med LPG

En række virksomheder har ansøgt Miljøstyrelsen om lov til at bruge andre energiformer i deres produktion. Styrelsen har nikket til ingrediensvirksomhedens Palsgaards ansøgning.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FødevareWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier