Mælkepriserne falder - men ikke for detailhandlen

Mælkepriserne falder, men på supermarkedets hylder koster er en liter ikke blevet billigere.
Arla har ellers sænket betalingen til producenterne med 40 øre siden april, men tal fra Danmarks Statistik viser, at prisen på mælk er steget med 2,1 pct. i samme periode.
Det skriver Politiken.
Der kan gå omkring tre måneder før lavere råvarepriser giver udslag, men ifølge Coop er der ikke udsigt til billigere mælk i den nærmeste fremtid.
Kommunikationsdirektør Jens Juul Nielsen fortæller, at supermarkedskæden betaler det samme for mælken, som man hele tiden har gjort, og at Arla ikke har accepteret at sænke priserne til trods for den lavere råvarepris.
Han understreger dog, at man hele tiden forsøger at få den bedst mulige aftale, når man forhandler med mejerigiganten.
"Det kan godt være, at vi skal til at være endnu hårdere. Men jeg kan desværre ikke love lavere priser," siger Jens Juul Nielsen til avisen.
Samme melding lyder fra Dansk Supermarked, der siger til avisen, at Arla skal sænke prisen, før det slår igennem i butikkerne.
I en mail til Politiken skriver Arla, at man følger den globale prisudvikling tæt.
"Det er dog vigtigt for os at understrege, at det suverænt er dagligvarehandlen selv, der bestemmer prisen i deres butikker. Vores primære fokus er at sikre vores landmænd en så god pris som muligt, og derfor vil prisen i sidste ende være en forhandling mellem butikkerne og mejerierne," lyder det fra Jakob Bernhard Knudsen, Arla Danmarks marketingdirektør.
Relaterede artikler:
Arla på vej mod rekordår
For abonnenter
Mælkeproducenter trækkes ned af kæmpe gæld
For abonnenter
EU-hjælpepakke skal hindre priskollaps
For abonnenter