FødevareWatch

SF: Listeria er godt afsæt til eftersyn af fødevarekontrol

Det seneste listeria-udbrud kan få betydning for, hvordan fødevarekontrollen skal indrettes fremover, mener SF. Men Venstre vil ikke lovgive på baggrund af enkeltsager.

Foto: Jens Dresling

Listeria-skandalen, der har kostet 13 mennesker livet, falder sammen med, at Folketinget om få uger skal i gang med at se på fødevarekontrollen, der er en central del af det fødevareforlig, der skal være på plads inden årets udgang.

Og når forhandlingerne går i gang, har SF et ønske om, at fødevarekontrollen tjekkes for utætheder. Og at eventuelle huller bliver lappet.

”Jeg vil meget gerne have kigget vores generelle fødevarekontrol efter. Jeg er bekymret for, om de effektiviseringer, der har været på fødevarekontrollen de seneste år, har ført til for store huller i det sikkerhedsnet, som ellers er ret finmasket i Danmark,” siger Trine Pertou Mach, fødevareordfører (SF).

Flere forskere og eksperter har i kølvandet på listeria-skandalen kritiseret, at Fødevarestyrelsen, som står for fødevarekontrollen, gennem de seneste ti år er blevet skåret med 2 pct. om året. Og i næste års finanslovforslag, som regeringen netop har fremlagt, er der lagt op til endnu en besparelse på 140 mio. kr.

Ældre og syge skal beskyttes bedre

Trine Pertou Mach vil ikke se bort fra de seneste listeria-udbrud, selv om Dansk Industri, DI, har frarådet politikerne at lovgive på baggrund af enkeltsager.

Selvfølgelig betyder den seneste sag om listeria noget for de forhandlinger, vi skal i gang med"

Trine Pertou Mach (SF)

”Selvfølgelig betyder den seneste sag om listeria noget for de forhandlinger, vi skal i gang med. Det ville være mærkeligt, hvis ikke det gjorde. Men hvad det konkret kommer til at betyde, ved jeg ikke endnu,” siger Trine Pertou Mach og fortsætter:

”Det er rigtigt, at man ikke skal lave symbolpolitiske handlinger på baggrund af en enkeltsag, men omvendt må man sige, at det er et godt afsæt til at tage en mere grundlæggende diskussion af, om fødevarekontrollen er god nok.”

Blandt andet vil Trine Pertou Mach se på, om man kan øge fødevaresikkerheden i forhold til særligt sårbare grupper som ældre og syge.

V: Pas på "overkill"

Venstre er også klar til at se på fødevarekontrollen, når forhandlingerne om et nyt fødevareforlig går i gang. Men partiet vil ikke tage afsæt i den seneste listeria-sag, hvor problemerne skyldtes menneskelige fejl og ikke huller i systemet.

”Jeg har som udgangspunkt stor tillid til fødevarekontrollen og til vores rigtig mange fødevarevirksomheder. Og derfor vil jeg advare imod, at vi generalisere denne her ene sag over på alle andre virksomheder,” siger Erling Bonnesen, fødevareordfører (V).

Han frygter, at listeria-debatten vil føre til mere statslig kontrol af fødevarevirksomhederne.

”Vi skal fortsætte med at have en god egenkontrol, fordi vi kan ikke have en situation, hvor vi har en statslig konsulent til at se alle medarbejdere i alle virksomheder over skulderen. Det ville være fuldstændig overkill,” siger Erling Bonnesen.

Det fødevareforlig, der er gældende i dag, er fra 2010 og udløber ved årets udgang, og derfor skal partierne blive enige om et nyt i løbet af efteråret.

Regeringen vil spare 140 mio. kr. på fødevarekontrol

Forbrugerrådet vil have listeria ind i nyt fødevareforlig

Listeria-sag: Professor maner til besindighed

 

Mere fra FødevareWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FødevareWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier