12 døde efter smitte af bakterie i rullepølse

Fødevarestyrelsen har i samarbejde med Statens Serum Institut og Fødevareinstituttet DTU sporet et igangværende udbrud af fødevarebakterien listeria i Danmark.
12 mennesker er foreløbigt døde af smitten. Det fortæller styrelsen til DR Nyheder.
Hovedsmittekilden til bakterien er blevet fundet hos fødevarevirksomheden Jørn A. Rullepølser A/S i Hedehusene. Virksomheden er derfor blevet lukket, og alle dens produkter er ved at blive trukket tilbage. Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.
Jørn A. Rullepølser A/S har leveret produkter til andre virksomheder. Fødevarestyrelsen arbejder i øjeblikket på at finde ud af, hvilke navngivne produkter det drejer sig om.
"Det er dybt ulykkeligt, at listeriabakterier i vores lammerullepølse med stor sandsynlighed har ført til sygdom og dødsfald. Det påvirker os helt utroligt meget - både medarbejdere og ledelse," skriver ejer og direktør i Jørn A. Rullepølser, Palle Andersen, i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.
Kilden endelig identificeret
26. juni i år blev Fødevarestyrelsen informeret af Statens Serum Institut om, at der kunne være et listera-udbrud under opsejling, men kilden var imidlertid ukendt.
Efterfølgende har Fødevarestyrelsen efterforsket udbruddet for at lokalisere kilden.
Siden 2006 har antallet af syge af listeria ligget mellem 50 og 60 med det højeste antal i 2009, hvor 100 blev syge.