Fakta: "Vi skal blive bedre på kvalitet"

Mens rivalen Netto har høstet både anerkendelse og opmærksomhed for sit samarbejde med gourmet-producenten Løgismose, har der været anderledes stille om Faktas sats på kvalitetsvarer.
Men selvom Fakta har oprustet på området – bl.a. med en række nye økologiske varer – kommer der langt mere, når den økonomisk trængte Coop-kæde til efteråret præsenterer planen for "det nye Fakta".
Det fortæller Lars Rasmussen, foodchef i Fakta, til FødevareWatch.
"Der er ingen som helst tvivl om, at vi skal blive bedre på kvalitet, når vi præsenterer planen for det nye Fakta. Hidtil har vi gjort en del, men der skal mere til. I dag er det ikke nok, at man er billig og har ryddelige butikker. Man skal også have et ordentligt indhold," siger Fakta-chefen.
Han kan endnu ikke løfte sløret for konkrete strategier i det nye Fakta. De bliver først afsløret til efteråret, når der åbnes fire nye butikker, som afspejler det nye koncept, fortæller han.
"Alle snakker om Løgismose"
Mens der i den seneste tid har været meget snak om, at Rema 1000 vil sælge luksuskød, og at Nettos samarbejde med Løgismose er en succes, er Fakta gået stille med dørene, erkender Lars Rasmussen.
"Alle snakker om Løgismose, men vi er faktisk den kæde i Danmark, som sælger flest produkter fra Thise Mejeri," siger han om den nordjyske samarbejdspartner.
Fakta sælger ca. 30 forskellige varer fra det økologiske mejeri, men der er ingen planer om, at samarbejdet skal udvides til at omfatte andet end mejeriprodukter, som det er tilfældet med Netto/Løgismose-samarbejdet.
"Thise Mejeri lyder måske ikke så godt på en pakke havregryn. Løgismose kan bære at brede sig ud, for brandet står for noget med kvalitet. Thise står for mejeriprodukter, og jeg tror, man skal lade det blive ved det," siger Lars Rasmussen.
Har I ikke været fristet af at kopiere Nettos model med Løgismose?
"Nu er der jo ikke lige en anden aktør derude, som ligner Løgismose. Der er ingen tvivl om, at Løgismose har et stærkt navn, men vi prøver også at være i øjenhøjde med kunderne, og man skal også passe på, at man ikke kigger for meget op. Vi vil gerne løfte kvaliteten i Fakta, men vi er stadig en discountbutik, som skal sælge god mad til en billig pris. Nogle koncepter kan godt blive for avancerede og måske gøre, at man ikke er i tråd med, at det stadig er billigt."
Kæmper mod alle
I sidste uge beskrev flere branchekendere, hvordan discountbutikkernes øgede fokus på kvalitet presser de klassiske supermarkeder, som får sværere ved at finde sin plads i markedet.
Og Fakta-chef Lars Rasmussen oplever da også, at hans kæde langt fra kun konkurrerer med de øvrige discountkæder om kundernes gunst – og penge.
"Det er jo helt rigtigt, at discountbutikkerne har lukket gabet op til supermarkederne, når det handler om kvalitet. Derfor er vores konkurrenter stort set alle andre end os selv. Lige meget om det er Netto, Rema 1000 eller Føtex. Men vi henter selvfølgelig helst kunder og andele uden for Coop-familien," siger han.
Har Fakta sovet i timen?
Når Fakta til efteråret relancerer sig selv, er det i kølvandet på nogle økonomisk hårde år, og senest endte kæden med et dundrende underskud på omkring 100 mio. kr. for 2013.
Nu skal der rettes op på den negative udvikling, men spørgsmålet er, om Fakta allerede er kommet for langt bagud i forhold til konkurrenterne.
Direkte adspurgt, om Fakta på kvalitetsområdet har sovet i timen, svarer Lars Rasmussen:
”Det føler jeg ikke. Men man kan godt sige, at markedet på det område har bevæget sig meget hurtigt. Vi har også en masse små initiativer, som trækker i retning af bedre kvalitet, men vi har måske ikke været gode nok til at brande dem. Der har andre været bedre. Og det kan måske godt være, at det er at sove i timen,” siger han.
SuperBrugsen er klar til kamp mod discountbutikkerne
Relaterede artikler:
SuperBrugsen er klar til kamp mod discountbutikkerne
For abonnenter
Kvalitetssats i discount kan kvæle supermarkederne
For abonnenter