Nyt projekt skal gøre ørreder mere robuste

Ved at udvikle mere robuste ørreder kan akvakulturerhvervet tjene flere penge og skabe flere arbejdspladser. Det er nødvendigt i et marked, der presses af krav om mere økologi og billige tyrkiske ørreder.
Foto: Af Mick Anderson/Polfoto/Arkiv
Foto: Af Mick Anderson/Polfoto/Arkiv

DTU Aqua og DTU Veterinærinstituttet vil med et nyt forskningsprojekt kaldet 'RoboustFish' styrke den økologiske ørredproduktion i Danmark ved at udvikle ørreder, som er mere robuste og modstandsdygtige over for sygdomme.

"Vi undersøger en mulig sammenhæng mellem tidspunktet for fiskenes fødesøgningsadfærd efter klækning og deres robusthed over for sygdomme senere i livet. Noget tyder på, at den fraktion, der søger føde først, står stærkere senere i livet. På den måde tjener akvakulturerhvervet flere penge, fordi man undgår at bruge ressourcer på svage fisk, der ender med at blive syge,” udtaler projektets leder, seniorrådgiver Alfred Jokumsen fra DTU Aqua, til DTU's egen hjemmeside.

En del af projektet vil blandt andet være infektionsforsøg med bakterien Flavobacterium psychrophilum, der forårsager yngeldødelighedssyndrom (YDS), som er en af de alvorligste sygdomme hos dansk regnbueørredyngel. Forskerne vil også lave forsøg med foder til ynglen.

Lykkes forskerne med projektet, vil det være med til at gøre ørrederne mere økologiske. Det er ikke uvæsentlig med tanke på, at økologisk fiskeproduktion ifølge EU udelukkende skal være baseret på økologisk yngel fra 2016.

'RobustFish' har fået 8,7 mio. kr. i tilskud fra Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram(GUDP) under Fødevareministeriet.

Det danske marked er presset

Ligesom store dele af de europæiske dambrug og forædlingsindustrier, er de danske dambrug presset af billige tyrkiske ørreder, skriver Foodculture.dk.

Tyrkiet har de sidste 10-15 år givet statsstøtte til akvakultursektoren, hvilket har ført til overproduktion af og kraftig vækst i produktionen af dambrugsørreder. Det betyder, at tyrkerne producerer flere ørreder, end de selv kan spise, og overskuddet af ørreder skyller derfor ind over EU’s grænser til en pris, som er langt lavere end EU-landenes.

Det koster både arbejdspladser og fortjeneste.

”Hvis vi ikke havde mistet eksportkronerne, havde vi haft mulighed for at øge forretningen og skabe flere danske arbejdspladser. Et mere velkonsolideret erhverv er også rustet til at kunne effektivisere erhvervet,” siger formand i brancheforeningen Dansk Akvakultur, Karl-Iver Dahl Madsen, til Foodculture.dk.

Brancheforeningen har taget initiativ til at rejse en sag i EU, fordi de mener, at den tyrkiske statstøtte er konkurrenceforvridende. Bag klagen er opdrættere fra Polen, Frankrig, Italien, Spanien, England, Tyskland og Danmark.

Hvis de får medhold i klagen, skal EU-Kommissionen tage stilling til, om den skal indføre handelsforanstaltninger mod Tyrkiet som straf.

Bliver laksen kun for de rigeste?

Ny formand for Dansk Akvakultur

Læsø Fiskeindustri vender bøtten

Positive tegn for dansk fiskeeksport

Producent af saltfisk atter i plus

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også