Lunken start på 2014 i snackgigant
Amerikanske Mondelez International, der indtil 2012 var en del af Kraft Foods, har aflagt et fornuftigt regnskab for de første tre måneder af 2014.
Med en samlet organisk omsætningsfremgang på 2,8 pct. for kvartalet, nåede koncernen en omsætning på 8,6 mia. USD, eller hvad der svarer til godt 46 mia. kr. I forhold til sidste års første kvartal var der tale om en tilbagegang i omsætningen på 100 mio. USD.
Driftsresultatet lød for kvartalet på 843 mio. USD, hvilket er 1,1 pct. over sidste kvartal. Det samlede nettoresultat for hele den 100.000 mand store virksomhed landede i 163 mio. USD for kvartalet. Det er markant mindre en sidste års resultat på 536 mio. USD.
Kaffen gør det svært
Et yderst svært kaffemarked får sammen med en sen påske skylden for den vigende indtjening. Som FødevareWatch tidligere har skrevet, har særdeles høje råvarepriser i kaffemarkedet igennem måneder taget luften ud af indtægtsballonen.
For det europæiske marked registrerer Mondelez International en tilbagegang i omsætningen på 1 pct., mens det asiatiske marked lå i minus 2,7 pct. for kvartalet. Den samlede omsætningsvækst trækkes især af Østeuropa, Mellemøsten og Afrika, der er noteret med en vækst på 7,9 pct. i forhold til samme kvartal i 2013.
Spareplan på bordet
For året forventer konglomeratet en samlet vækst på 3 pct., skriver selskabet i en meddelelse. Gennem effektiviseringer og implementeringen af en større spareplan vil Mondelez International forberede sig på fremtiden:
"Som vores første kvartals resultater viser, gør vi meningsfulde fremskridt i retning af vores mål, samtidig med at vi leverer en solid vækst og førøger markedsandele. De strategiske og omkostningseffektive reduktioner vil styrke vores kerneforretning i snackområdet, det vil forenkle vores drift og forbedre vores evne til at levere verdensklassemarginer," udtaler Irene Rosenfeld, administrerende direktør i regnskabsmeddelelsen.
Spareplanen skal i alt sørge for, at der barberes udgifter for 1,5 mia. USD af driften i 2018.
Mondelez International har en lang række kendte chokolademærker i produktporteføljen og blandt de mest kendte i Danmark kan nævnes: Marabou, V6, Stimorol, Gevalia, Philadelphia, Oreo, Tuc, Halls og Daim. I Danmark beskæftiger Mondelez omkring 160 medarbejdere ud af kontoret i Albertslund.
FødevareWatch har været i kontakt med Mondelez Danmark, der ikke ønsker at kommentere på kvartalsregnskabet.
Nestlé satser på ny dansk kaffevane
"Frost i Brasilien er det værste scenarie"
Relaterede artikler:
Salget i Kraft Foods lider under sen påske
For abonnenter