Arla vil booste salg af laktosefri produkter
Mejerikoncernen Arla sætter i 2014 og 2015 fuld damp under markedsføringen og salget af laktosefri mejeriprodukter i Danmark. Det sker i kølvandet på en meget stor efterspørgsel – og gode erfaringer fra blandt andet Sverige.
I 2013 er den laktosefri mælk og yoghurt blevet "revet ned fra hylderne", skriver Arla i en pressemeddelelse.
”I 2013 er det samlede danske salg steget med 117 procent. Arla har alene oplevet en stigning på 113 procent i virksomhedens eget salg af laktosefri produkter,” fremhæver Arla i meddelelsen og tilføjer, at det præcis er den udvikling, der får Arla til at ”investere markant i kategorien i 2014 og 2015, hvor der satses på at øge salget af laktosefri produkter med 70 procent.”
I foråret 2014 lancerer Arla – eller har lanceret - tre nye laktosefri produkter; et smørbart blandingsprodukt, en friskost og Apetina salattern. Alle tre produkter kan indledningsvis købes i Rema1000 og bliver derefter udrullet til hele dagligvarehandlen.
Af pressemeddelelsen fremgår det, at tal fra Sverige tyder på, at efterspørgslen kan blive ved med at stige. I Sverige solgte Arla 23.000 ton laktosefri mejeriprodukter i 2013. Til sammenligning købte danskerne kun 3.400 ton sidste år.
”Vi tror, at der er et stort potentiale for laktosefri produkter i Danmark, og vi satser således på at øge salget markant de næste to år. Arla har arbejdet meget fokuseret på at udvikle og udvide det laktosefri marked i lande som Sverige og England, ” hedder det bl.a. fra direktør for Arlas danske marked, Peter Giørtz-Carlsen.
Ny dansk Arla-chef i Storbritannien