FødevareWatch

Finske fyringer koster i Unibrew

Restruktureringer af det finske Hartwall-bryggeri koster dyrt for Royal Unibrew i første kvartal. Selskabet lander under analytikernes forventninger.

Foto: Jan Dagø

Bryggeri-koncernen Royal Unibrew med hovedkvarter i Faxe kom ud af første kvartal med en omsætning på 1267 mio. kr., hvilket var bedre end medianestimatet på 1229 mio. kr. indsamlet blandt fem analytikere af SME Direkt for Ritzau Finans.

Det fremgår af selskabets regnskab for første kvartal tirsdag.

"Udviklingen i den underliggende forretning i første kvartal har været positiv og som forventet. Det er lykkedes for os at fortsætte med at forbedre resultaterne, og det skyldes både en vækst i omsætningen og vores vedvarende fokus på effektivisering. Væksten har været højest inden for maltforretningen og Vesteuropa og afspejler vores langsigtede strategiske satsning på dette område," skriver adm. direktør Henrik Brandt i regnskabet.

I første kvartal af 2013 landede omsætningen på 751 mio. kr., men siden er giganttilkøbet af finske Hartwall, der blev overtaget 23. august 2013, kommet med i bøgerne.

"Integration og udvikling af Hartwalls forretning forløber som planlagt. Vi er godt i gang med den organisatoriske restrukturering og har fokus på effektivisering og en styrkelse af Hartwalls kommercielle position. Vi forventer fortsat, at købet af Hartwall vil lede til en højere indtjening pr. aktie i 2014, når vi ser bort fra restruktureringsomkostningerne," skriver Henrik Brandt.

Under forventningerne

Driftsoverskuddet (EBIT) landede på 43 mio. kr., mens analytikerne på denne post ventede et overskud på 52 mio. kr. Resultatet er lavere end EBIT-resultatet fra første kvartal i 2013, der landede på 61 mio. kr. Det skyldes blandt andet engangomkostninger til Hartwall-restruktureringer.

Bundlinjen viste et nettooverskud på 14 mio. kr. og dermed også under analytikernes forventninger, som lød på på 24 mio. kr.

Royal Unibrew fastholder forventningerne og venter i 2014 fortsat en omsætning på 5750-6050 mio. kr. samt et driftsresultat (EBITDA) på 1015-1065 mio. kr. eksklusive omkostningerne af Hartwall og 965-1015 mio. kr. inklusive restruktureringsomkostningerne.

Driftsresultatet (EBIT) ventes at blive 715-765 mio. kr. eksklusive de 50 mio. kr. til restruktureringer, mens resultatet indregnet omkostninger ventes at blive 665-715 mio. kr.

Analytikere adspurgt af SME Direkt for Ritzau Finans ventede før regnskabet en 2014-omsætning på 5980 mio. kr. og et EBIT-resultat på 696 mio. kr. ifølge et estimat indsamlet blandt fem analytikere.

Finske fyringer koster Royal Unibrew 50 mio

Analytikere har fokus på finsk vækst i Unibrew

Royal Unibrew fyrer finsk topchef

Mere fra FødevareWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

FødevareWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier