Økologisk mad har overvundet finanskrisen

Danskerne er vilde med økologi, og det faktum kan krisetider ikke ændre på.
Nogenlunde sådan lyder konklusionen i en dugfrisk analyse, som Nykredit har lavet. Den viser, at salget af økologiske fødevarer er steget med 62 pct., siden finanskrisen brød ud i lys lue i 2007.
Fremgangen i økologi står i skarp kontrast til de generelle forbrug af dagligvarer, som siden krisens udbrud er faldet støt og i dag er lavere end for femten år siden.
"De fleste familier er takket være krisen blevet mere økonomisk bevidste og påvirket af krisebevidsthed. De er blevet mere værdidrevne i deres adfærd, og når det f.eks. gælder forbrug tillægger de forholdet mellem kvalitet og pris en større betydning. Det afspejler sig i det stigende salg af økologiske fødevarer," udtaler Johan Juul-Jensen, forbrugerøkonom i Nykredit.
Discount er gået frem
Selvom de relativt dyrere økologiske varer i stigende grad har fundet vej til danskernes indkøbskurve, er vi blevet mere sparsommelige.
Nykredits analyse viser således, at discountforretningernes andel er steget fra ca. 29 pct. i 2007 til 35 pct. i 2013.
"De seneste års stigende salg af økologiske fødevarer skyldes altså ikke, at forbrugerne handler mere i økologiske specialbutikker. Det skyldes derimod, at i takt med at discountbutikkerne fylder stadig mere, har de også udvidet deres sortiment af økologiske fødevarer," siger Johan Juul-Jensen.
Økologisalg sætter rekord for 10. år i træk
Relaterede artikler:
Landmand dropper økologi og satser på indtjeningen
For abonnenter