L&F: Detailhandlen bør tænke i køn
Kvinder går helst med vogn, mens mænd foretrækker kurven på armen. Der er store forskelle på kønnenes måde at handle ind i detailhandlen, konkluderer Landbrug & Fødevarer i analyse på baggrund af tal fra TNS Gallup.
Indkøbsadfærden blandt mænd og kvinder er meget forskellig, og mænd er ifølge analysen mere tilbøjelige til at købe de nemmere convenience måltidsløsninger end kvinder. Mænd køber i højere grad dagligvarer ind efter, hvad de har lyst til, mens kvinder vælger mere med fornuften.
”Kvinder kommer oftere ud i meget lange tankerækker, hvor de i videst muligt omfang tager en række hensyn og afvejninger i deres indkøb,” hedder det i analysen.
Få FødevareWatchs nyhedsbrev gratis to gange dagligt
Én af årsagerne til forskellen er ifølge analysen, der er foretaget på baggrund af interviews med 1125 danskere, at de traditionelle kønsmønstre stadig er udbredte.
”Selvom der de senere år er kommet større og større lighed mellem kønnene i forhold til at tage del i opgaverne i hjemmene, er det f.eks. stadig kvinder, der i højere grad end mændene står for indkøb til husstanden samt tilberedning af aftensmaden. Men når det er sagt, er det nye, at så relativt mange mænd også er kommet på banen. Ikke mindst drevet af, at tæt ved 40 pct. af samtlige husstande i dag er 1-personshusstande, og mænd, der lever alene, er naturligvis nødt til at handle og lave mad,” hedder det i analysen.
Kvindernes større interesse i forhold til mad og viden om samme, er også en af hovedårsagerne til, at der eksisterer forskelle på kønnenes måde at handle på.
”F.eks. går kvinder i højere grad efter fødevarer med et lavt fedt- og sukkerindhold. Så det er i højere grad noget, de kigger efter på varedeklarationerne. I det hele taget læser kvinder i langt højere grad varedeklarationer end mænd,” konkluderes der i analysen.
Relaterede artikler:
Købmænd kritiserer detailrapport
For abonnenter
E-handel truer detailgiganter
For abonnenter