Organisationer: Hypermarkeder truer madkultur
Megasupermarkeder i Danmark vil ikke kun betyde lukninger i detailhandlen. Det vil også få konsekvenser for den danske madkultur, når det hele handler om pris.
Det mener de fire organisationer Ostehandlerforeningen for Danmark, Bager- og Konditormestre i Danmark, Danmarks Fiskehandlere og Danske Slagtermestre.
"Som specialfødevarevirksomheder er vi den danske madkultur. I en tid hvor discountbølgen for alvor har fået dominans i danskernes indkøb i hverdagen, er det vigtigt, at vi ikke glemmer kvaliteten i vores fødevarer. Den viden og det håndværk, specialfødevarehandlen tilbyder den danske forbruger går tabt, hvis butiksdøden bliver yderligere udbredt i takt med, at hypermarkeder skyder op rundt omkring de større byer," udtaler Hardy Christensen, formand for de danske bagere og konditorer på vegne af de fire organisationer, i en pressemeddelelse.
Produktivitetskommissionen lancerer på mandag sin slutrapport med forslag til, hvordan regeringen kan øge produktiviteten i Danmark. I dag har forskellige aktører fra bl.a. detailhandlen advaret om, at konsekvenserne af en sådan tilladelse vil være masselukninger i detailbutikker.