Headhunter: Coop har brug for stærke profiler

Detailgiganten Coop kan med fordel hive den store pengepung op af lommen og hente nogle markante profiler, når de ledige direktørstole i SuperBrugsen og Kvickly skal besættes.
Sådan lyder meldingen fra headhunter Tom Soling, efter Coops koncerndirektør Michael Løve i dag fortæller FødevareWatch, at detailkoncernen i april regner med at kunne præsentere nye chefer i de to kæder, som siden nytår har været uden permanent leder.
"Coop skal have nogle stærke profiler, som har dyb indsigt i at være i en koncern som Coop. Jeg tror ikke på, at de henter dem internt. Peter Høgsted (Coops koncernchef, red.) blev hentet udefra som en tung profil, og jeg tror, de fortsætter i den stil," siger Tom Soling, der er konsulent hos rekrutteringsvirksomheden SAM.
Få FødevareWatchs nyhedsbrev gratis to gange dagligt
Attraktive stillinger
Sidste år havde Coop alvorlige problemer med at finde en ny direktør til discountkæden Fakta, fordi kandidaterne angiveligt ikke var tilstrækkeligt interesserede i jobbet. Først efter mere end et år fandt man en løsning, da Niels Karstensen blev forfremmet fra direktørposten i ligeledes Coop-ejede Dagli'Brugsen.
Nye direktører på trapperne i Kvickly og SuperBrugsen
Men de problemer har Coop ikke denne gang, mener Tom Soling.
"Der er stor forskel på at skulle være direktør i Fakta for et halvt år siden, og så at skulle være chef for Kvickly og SuperBrugsen i dag. Coop har meldt en ny strategi ud og skabt en helt ny struktur, så der er ro på. Man er simpelthen længere med udviklingen af koncernen," siger han.
Hvor attraktive er de to stillinger, som du ser det?
"Jeg synes, det er to spændende, men også forskellige stillinger. Kvickly er ved at genfinde sig selv, mens SuperBrugsen kører efter et etableret koncept, som virker til at fungere. SuperBrugsen ligner et meget attraktivt sted at være chef.”
Coop regner med at kunne præsentere nye direktører i april. Hvor i processen er man så?
”Så må de være meget langt. De må have defineret kandidaterne allerede. Jeg vil skyde på, at de så er nede på maksimalt fem kandidater til hvert af de to job,” siger Tom Soling.
Sværvægtere danser kinddans i detailkrigen