Bilka skal være prøverum for nye fødevarer

Store og små producenter af fødevarer får nu en usædvanlig chance for at teste, om de danske forbrugere har appetit på deres nye produkter. Bilkas varehus i Tilst har således besluttet at stille hyldeplads og demostand til rådighed for medlemmer af den nye, hurtigt-voksende klyngeorganisation, Danish Food Cluster i Århus.
Det oplyser Danish Food Cluster i en pressemeddelelse.
Direktøren for Danish Food Cluster, Lone Ryg Olsen, ser initiativet som en enestående chance for virksomhederne, der måske for kort tid siden har færdigudviklet deres produkter og koncepter.
”Her kan producenterne se, hvad der skal til for, at en vare eller et koncept kan sælges. Kan kunderne lide det? Er prisen i orden? Det er jo ikke alt, man kan regne sig frem til eller planlægge sig ud af. Netop derfor er det vigtigt for udviklingen i branchen, at alle har mulighed for at teste i et stort, velfungerende varehus som Bilka,” pointerer hun i pressemeddelelsen.
En genvej til hyldeplads
Dansk Supermarked er medlem af Danish Food Cluster, og det dugfriske samarbejde er således også et eksempel på de samarbejder, som opstår i en sådan organisation. Indkøbsdirektør I Dansk Supermarked, Henrik Kjeldsen, fremhæver, at den eftertragtede detailkoncern ved, at det kan være svært for en mindre leverandører med en ikke helt færdigudviklet idé at tilkæmpe sig en hyldeplads i kædernes butikker.
”Så ved at lægge butiksgulv og hylder til i Bilka Tilst, kan vi skabe en form for eksperimentarium, der kommer både kunder, leverandører og os til gavn," siger han.
Danish Food Cluster har over 100 medlemmer fra alle dele af fødevaresektoren.
Nationalt epicenter for mad i Aarhus
Nu giver Irma mindre producenter unik chance
Relaterede artikler:
Nationalt epicenter for mad i Aarhus
For abonnenter
Dansk Supermarked: Vi tager store hensyn til de små
For abonnenter