Foss i offensiven på vækstmarkeder

Med en overskudsgrad på 24 pct. og en omsætning på 1,76 mia. kr, kan det være svært at være pessimistisk i danske Foss. 2013-regnskabet, der netop er blevet aflagt, er det bedste nogensinde, men her stopper ambitionerne ikke.
Virksomhedens mål er at nå henholdsvis 25 pct. og 2,2 mia. kr. i 2015, hvilket direktør Torben Ladegaard er overbevist om, kan lade sig gøre. Regnskabet viser, at omsætningen sidste år var på 1,739 mia. kr., og det kan derfor umiddelbart lyde som en stor mission at nå de ønskede 2,2 mia.kr. Forklaringen skal imidlertid findes i, at 98 pct. af selskabets omsætning hentes uden for Danmark.
”2013 var hjulpet på vej af en valutaeffekt på 3-4 pct. - den vendte så den anden vej i 2013 - så hvis vi ser på væksten i lokalvaluta, har vi en vækst i omsætning på seks pct. begge år. Begge år har vi ligget lidt over markedsvækst,” siger Torben Ladegaard.
Tættere på vækstmarkederne
Foss’ udfordring ligger nu i at få virksomheden etableret i bl.a. Kina, Brasilien, Rusland og Inden, som den har investeret voldsomt i.
”Vi arbejder på at komme tilstrækkeligt tæt på vores kunder i de lande og få den rette forståelse for forretningsmekanismerne, samt få gang i forretningen på stedet,” siger direktøren til FødevareWatch.
Den strategi går hånd i hånd med virksomhedens seneste lancering. Instrumentet Milkoscreen kan måle niveauet af fedt og protein i mælk og derudover afsløre, om der er fusket med mælken.
Få flere nyheder om fødevarer - få FødevareWatchs nyhedsbrev gratis to gange dagligt
”Det er der i en meget stor del af den indiske mælk. Her er der forskellige uønskede tilsætningsstoffer, som det nye udstyr kan afsløre,” siger Torben Ladegaard og fortsætter:
”Det er et ekstremt spændende innovationsprojekt, både på den teknologiske og på den anvendelsesmæssige side i Indien. Og det er et højrisikabelt projekt som der - hvis alt går godt - kan ligge et meget godt potentiale i for Foss, men vi har stadig masser af mulige bump på vejen, inden vi er i mål på det,” siger direktøren.
Projektet er risikabelt, fordi Foss skal helt ud på landsbyniveau i Indien med et meget højteknologisk udstyr - og det ligger der en både teknologisk og kommerciel risiko i.
Foss har ambitioner om at lancere fem nye produkter om året. Det næste er en sensor, der skal være del af et mejeri til at standardisere mælken. Den er på nuværende tidspunkt på prototypestadiet og i gang med at blive afprøvet på nogle af verdens ledende mejerier.
Minister kalder vækst-forhandlinger "politisk spil"
Relaterede artikler:
Rekordindtjening i Arla
For abonnenter