
Store internationale kød- og fødevarekonglomerater vil skubbe mindre selskaber, der producerer kødalternativer, ud af markedet.
De viser to nyligt offentliggjorte rapporter, skriver The Guardian.
Rapporterne, der er publiceret af organisationerne Food & Water Watch og IPES-Food, beskriver, at kødselskaber som JBS og Cargill i højere grad investerer i plantebaserede proteiner og laboratoriekød, og at de også opkøber mindre virksomheder.
80 pct. af markedet for kødalternativer er allerede ejet af store fødevarekoncerner, skriver The Guardian. Avisen nævner som eksempel koncernerne Kelloggs og Conagra, der henholdsvis ejer Morningstar Farms og Gardein, der begge producerer veganske fødevarer. Kelloggs alene har sat sig på 46 pct. af det plantebaserede fødevaremarked.
”Du vil i de fleste af disse produkter (plantebaserede fødevarer, red.) ikke se moderselskabets navn på mærket,” siger Philip Howard, lektor ved Michigan State University og hovedforfatter på IPES-Food-rapporten. Ifølge ham vil de fleste forbrugere, der køber kødalternativer i supermarkederne, dermed indirekte støtte de store kødfirmaer, selvom det ikke nødvendigvis er intentionen.
Markedet for kødalternativer forventes at vokse i salg fra 4,2 mia. dollar (29,6 mia. DKK) i 2020 til 28 mia. dollar (197,9 mia. DKK) i 2025, skriver The Guardian.
McDonalds vil satse på klima og planteburgere - men vejen er kompliceret