Novo-fond: Vi skal tage højere risiko i planteomstilling

Fejlslagne projekter er en vigtig del af processen for at finde de rigtige veje i omstillingen af fødevareproduktionen til en mere plantebaseret produktion.
Budskabet fra landets største pengetank, Novo Nordisk Fonden, er krystalklart. Vi skal som land tage meget større risiko, hvis det skal lykkes at gøre planteproteiner til en meget større kategori så hurtigt, som der er brug for rent klimamæssigt.
Vi har travlt, og der er brug for masser af innovation, vilje og en stærk sag, lyder det fra Claus Felby, ansvarlig for fondens bioteknologiske indsats. Han talte på GUDP’s konference om fremtidens proteiner i Aarhus torsdag.
”Bundlinjen er, at vi bliver nødt til at producere mindre kød, og vi er nødt til at ændre den måde, vi laver mad på, ændre vores diæt. Selv om der er en stærk vækst i markedet for plantebaserede fødevarer lige nu, er det ikke nok klimamæssigt,” sagde Claus Felby.
Novo Nordisk Fonden uddelte sidste år 8,5 mia. kr. til almennyttige formål, herunder forskning indenfor plantebaserede fødevarer som alternativ til husdyr. I 2030 er det samlede beløb sandsynligvis et tocifret milliardbeløb, hvilket giver stor risikovillighed i årene fremover, hvilket vil indgå i en ny strategi for fonden.
Og det bliver der ifølge Claus Felby brug for med afprøvning af mange flere ideer og projekter end i dag i jagten på at skabe meget mere bæredygtige fødevarer end de animalske.
”Vi skal have lagt sporene til at ændre vores fødevaresystem og fundet retningen inden 2030 – det er afgørende. Hvis vi skal løse det her på så kort tid, skal vi øge vores risikovillighed, og her kan fonden og staten spille en stor rolle. Virksomhederne kan jo kun risikere at tabe bukserne en gang,” lyder det fra Claus Felby.
Han peger desuden i retning af, at vi skal blive meget bedre til at samarbejde på tværs for at få sat fart på udviklingen og involvere alle i den nødvendige omstilling.
De rigtige produkter på banen
GUDP er en erhvervsstøtteordning under fødevareministeriet, og bestyrelsesformand Mikael Thinghuus, der også er adm. direktør i Royal Greenland, understreger det afgørende i at få flere danskere bliver at spise mere plantebaseret. Og det kræver, at der lanceres mange flere interessante produkter.
”Skiftet i forbruget skal komme som summen af en masse små ændringer - der kommer ikke en silver bullet. Det er afgørende, at virksomhederne tager teten og gør ideerne og forskningen til rigtige produkter. De planteproteiner, vi tilbyder, skal gøres attraktive for de mennesker, som ikke lige tænker på det hver dag,” sagde Mikael Thinghuus.
På konferencen blev der netop fokuseret på, at 25 pct. af befolkningen har fokus på at spise plantebaseret og klimavenligt, mens der skal arbejdes på at få den resterende del af befolkningen med - og at der skal sættes ind på en række fronter for at få vægtskålen til at tippe.
Danskere sakker bagud på det europæiske marked for plantebaseret kost
Dansk foodtech sidder fast i affyringsrampen - der er brug for flere stjerneskud
Nyt L&F-netværk skal mindske dansk efterslæb for plantebaserede fødevarer
Relaterede artikler:
Planteminiput hopper på ryggen af fiskekæmpe ud i Europa
For abonnenter