
Med fokus på de regler og den kontrol, der er fundament for den røde, danske Ø-mærkning, ønsker den indonesiske regering af indføre nye økologi-regler i landet med 270 millioner indbyggere.
Det skriver Food Nation på sin hjemmeside som opfølgning på, at en indonesisk delegation i november har besøgt Danmark.
”Den indonesiske regering har et stærkt ønske om at udvikle deres eget marked for økologisk. Og af alle lande med økologi har de rettet blikket mod Danmark for at få en bid af vores mangeårige erfaring. Det er vi selvfølgelig ret stolte af,” siger Birgitte Wiedemann Daabeck, specialkonsulent i Landbrugsstyrelsen.
Som del af projektet med at fremme økologiske fødevarer skal de danske og indonesiske myndigheder arbejde sammen frem til 2024, og Fødevarestyrelsen skal hjælpe indoneserne med viden om såvel kontrolindsats som reglerne for Ø-mærket i Danmark.