FødevareWatch

Jysk pålægskoncern solgt til kapitalfond efter rekordår

Delika Food Group har fået nye ejere i form af kapitalfond, der skal drive Horsens-virksomheden videre. For nylig landede selskabet rekordresultat, og det har været afsæt til en hurtig proces, siger direktør og medejer til FødevareWatch.

Foto: Jan Dagø/Jyllands-Posten/Ritzau Scanpix

Pålægsvirksomheden Delika Food Group har fået nye hovedaktionærer, efter at de nuværende ejere Kurt Møller og Tom Elert Christensen med familier har solgt 80 pct. af aktierne til kapitalfonden Erhvervsinvest.

Den østjyske virksomhed omsatte i sit seneste regnskabsår, der blev præsenteret så sent som i sidste uge, for godt 458 mio. kr., og fremover kommer Erhvervsinvest til at sidde med styringen, men Kurt Møller fortsætter som adm. direktør.

Om baggrunden for at sælge siger Kurt Møller til FødevareWatch, at processen har været kort, og at salget er blevet aktuelt af flere grunde.

"Jeg er fyldt 61 år, og så er tiden til, at man måske skal begynde at overveje, hvordan fremtiden skal være, og hvordan vi selv ønsker at binde risikoen og gældsætte yderligere, så vi kan vokse hurtigere, som vi gerne vil," siger han.

For få uger siden flyttede Delika ind sit nye domicil i Horsens, og på koncernniveau er man i færd med at forenkle virksomhedens struktur gennem flere fusioner. Men samtidig med det har det i meget høj grad også været corona-situationen, der har skabt en usikkerhed, som ejerne følte nu skulle og kunne fjernes.

"Det er ikke nogen hemmelighed, at corona nu har raset i snart to år, og at det er vigtigt, at vi på den anden side får gearet op på noget omsætning. Vi ved ikke, hvordan det hele kommer til at se ud på den anden side af covid-19, og ikke mindst, hvor lang tid det kommer til at tage," siger Kurt Møller og fortsætter:

"Det er svært at budgettere med organisk vækst, når man ser, at der lukkes ned for foodservice og catering, som jo er de områder, som det jo ofte går udover, når der lukkes ned, og så bliver vi ramt, ligesom vi bliver ramt på eksporten til Tyskland."

Høje priser og stærke konkurrenter

Som et andet usikkerhedsmoment fremhæver direktøren, at priserne på emballage, folie, plastik og pap stiger som aldrig før, og "så er det klart, at der skal noget vækst til, for at man kan dæmme op for stigningerne," hedder det.

"Vi skal have noget mere vækst på, for at kunne følge konkurrenterne ikke mindst. Det er ikke nogen hemmelighed, at Skare Foods også har skaleret op med købet af Defco, og der går jo næsten ikke tre måneder imellem, at Danish Crown køber noget op inden for forædling. Konkurrencen er skærpet med andre ord i et marked, hvor der er en stor usikkerhed," siger Kurt Møller, der ikke ønsker at sætte noget tal på, hvor meget salget indbringer ham og medejeren.

Kurt Møller har sammen med Tom Elert Christensen stået i spidsen for Delika Food Group siden 2007, og de har siden købt flere virksomheder op, herunder osteselskabet AJ Skjern.

De to hovedpersoner fortsætter i bestyrelsen, men Tom Elert Christensen skal ikke længere være formand. Kurt Møller fastholder sin position som koncernchef.

"Men jeg får spredt risikoen lidt ud på nogle andre skuldre, og det har jeg det rigtig godt med," siger han.

Rekordregnskab brugt som afsæt

Pålægskoncernens helt nye årsregnskab har ifølge koncernchefen været brugt som direkte afsæt til at gennemføre handlen med Erhvervsinvest. I det regnskab noterede man sig en mindre tilbagegang i omsætningen, men et rekordniveau på bundlinjen med knap 16,6 mio. kr.

I sidste uge sagde hed det fra direktøren, at det store resultat var hentet hjem i et år, hvor Delika har været i stand til at tjene flere penge på hvert enkelt kilo solgt kød.

"Det kan godt være, at vi igen bakker på omsætningen, men mikset af det, som vi har solgt, har været noget bedre, og vi har solgt dyrere varer end vi plejer. Endelig er vi også rykket sammen i bussen og vi har haft styr på vores omkostninger. Alle tal peger i den rigtige retning," sagde Kurt Møller i sidste uge, og han supplerer mandag aften:

"Vi har en virksomhed, der står helt snorlige og helt uden dikkedarer, og da vi tidligere har været i dialog med Erhvervsinvest kunne det derfor klares med en ret kort og god proces."

Skivepålæg trækker rekorder ind i Delika Food Groups regnskab

Mere fra FødevareWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier