FødevareWatch

Chr Hansen kommer bedre end ventet gennem fjerde kvartal

Chr. Hansen har i forbindelse med sit årsregnskab for 2020/2021 torsdag morgen løftet sløret for selskabets forventninger til 2021/2022.

Foto: PR/Chr. Hansen

Chr. Hansen kom bedre end ventet igennem fjerde kvartal af det skæve regnskabsår 2020/21 målt både på toplinjen og bundlinjen.

Omsætningen i kvartalet landede på 293,3 mio. euro, og overskuddet af primær drift, EBIT, før særlige poster lød på 84,2 mio. euro, fremgår det af regnskabet torsdag morgen.

Her var på forhånd ventet en omsætning på 289 mio. euro og et driftsresultat før særlige poster på 86 mio. euro ifølge konsensusestimater indsamlet af Chr. Hansen blandt 15 analytikere.

I samme periode året før var omsætningen på 254 mio. euro, og der var et overskud på driften før særlige poster på 98 mio. euro, hvis man fraregner Natural Colors-divisionen.

Den organiske vækst var i fjerde kvartal på 6 pct. mod ventet 4,3 pct. blandt analytikerne. I tilsvarende kvartal 2019/20 lød den organiske vækst på 9 pct. for de fortsættende aktiviter.

EBIT-marginen før særlige poster landede på 28,8 pct., og her havde analytikerne sat næsen op efter en margin på 29,7 pct.

EBIT-marginen endte på 38,4 pct. for et år siden, når man fraregner den frasolgte Natural Colors division.

Nettoresultatet endte på 69,2 mio. kr., hvor analytikerne havde ventet et overskud på 63 mio. euro mod 66 mio. euro i samme kvartal 2019/20 for de fortsættende aktiviteter.

På årsbasis endte omsætningen på 1077,4 mio. euro mod ventet 1151 mio. euro og 970 mio. euro i 2019/20.

EBIT-resultatet før særlige poster landede på 298,1 mio. euro mod ventet 300 mio. euro. Året forinden lød indtjeningen på 326,9 mio. euro.

Bundlinjen voksede markant til 845,2 mio. euro som følge af frasalget af farvedivisionen. Det var også som ventet, da analytikerne havde set et nettoresultat på 840 mio. euro mod 245 mio. euro året forinden.

Food Cultures & Enzymes klarer sig blandet

Chr. Hansens største division, Food Cultures & Enzymes, opnåede i fjerde kvartal af 2020/21 en omsætning på 186 mio. euro og et driftsresultat (EBIT) før særlige poster på 61 mio. euro.

Divisionen, som blandt andet sælger enzymer og kulturer til mejeriindustrien, klarede sig dermed lidt blandet, da analytikerne ifølge estimater indsamlet af Chr. Hansen havde regnet med en omsætning på 180 mio. euro og et driftsresultat 63 mio. euro.

Omsætningen i Food Cultures & Enzymes voksede dermed fra 173,3 mio. euro i samme kvartal sidste regnskabsår, hvor divisionens driftsoverskud før særlige poster lød på 66,7 mio. euro.

EBIT-marginen før særlige poster i kulturdivisionen endte i kvartalet på 33,0 pct. Der var ventet en overskudsgrad på 35,1 pct. blandt analytikerne. I samme periode for et år siden var overskudsgraden på 38,4 pct.

Divisionens organiske vækst var på 10 pct. i kvartalet mod forventningen om 6,7 pct. og en organisk vækst på 5 pct. i fjerde kvartal 2019/20.

Gang i markederne i USA - men Kina har igen skuffet

Det er navnlig salget på de udviklede markeder - især USA - der har trukket op og giver varsling om, at verden er kommet op i omdrejninger efter coronapandemien.

"Den traditionelle forretning med ost og yoghurt oplevede en organisk vækst på 10 pct. Det er et tegn for os på, at der begynder at komme gang i markederne igen - specielt i den mere udviklede del af verden. Vi kan på vores osteforretning, når restauranterne i New York begynder at åbne igen. Vi havde et godt fjerde kvartal på yoghurtmarkedet, og selv om det er faldet 2-3 pct. i løbet af året, har vi alligevel haft vækst," siger Lise Mortensen, der er finansdirektør i Chr. Hansen, til MarketWire i forbindelse med årsregnskabet.

Det kinesiske marked har været en torn i øjet gennem de seneste kvartaler, da Kina halter efter med at komme oven på efter coronapandemien. Og fjerde kvartal var ingen undtagelse - selv om der er tegn på bedring.

"Det kinesiske marked har igen skuffet os i fjerde kvartal, men kun en lille smule i forhold til de tidligere kvartaler. Vi har stadig en klar overbevisning og tro på det kinesiske marked, og hvem har ikke det? Det bliver jo det største yoghurt-marked i verden om nogle få år, så det skal nok komme tilbage," siger Lise Mortensen.

Hun fremhæver dog, at der i Europa, Mellemøsten og Afrika (EMEA) har været pæn vækst, hvor der er blevet taget godt imod Chr. Hansens nye produkter.

"Vi begynder at se effekten, og der er mere optimisme i EMEA og Nordamerika, men vi ser stadig covid-effekter i Asien og Latinamerika," siger finansdirektøren.

Opdaterer langsigtede mål efter opkøb og frasalg

Ingredienskoncernen Chr. Hansen har i forbindelse med årsregnskabet for 2020/21 justeret en smule på sine langsigtede mål for perioden frem til 2024/25.

Chr. Hansen pointerer, at de finansielle ambitioner er opdateret for at afspejle frasalget af Natural Colors og opkøbet af Jennewein.

Det er koncernens ambitionen, at indtjeningen - målt på EBIT-marginen før særlige poster - skal løftes. I 2020/21 blev den på 27,7 pct.

Forbedringen forventes at være baseret på effektivitetsgevinster, fordele ved skalerbarhed og opkøbssynergier, der delvist vil blive geninvesteret i forretningen, skriver Chr. Hansen i regnskabet.

Forventer vækst

Chr. Hansen har i forbindelse med sit årsregnskab for 2020/21 torsdag morgen løftet sløret for selskabets forventninger til indeværende regnskabsår, 2021/22.

Her venter Chr. Hansen en organisk omsætningsvækst på 5-8 pct., mens EBIT-marginen før særlige poster ventes at lande på 27-28 pct.

Derudover ses de frie pengestrømme før særlige poster at blive i størrelsesordenen 140-170 mio. euro.

Til sammenligning realiserede Chr. Hansen i det netop afsluttede regnskabsår en organisk vækst på 7 pct. og en EBIT-margin på 27,7 pct.

De frie pengestrømme landede på 196 mio. euro.

Chr. Hansen Holding foreslår udlodning af et udbytte på 6,54 kr. per aktie for selskabets resultater i 2020/21.

Chr. Hansen Holding har i forbindelse med ingredienskoncernens årsregnskab for 2020/21 præsenteret langsigtede mål for perioden frem til 2024/25.

Og her er det ambitionen, at indtjeningen - målt på EBIT-marginen før særlige poster - skal løftes.

Samtidig går Chr. Hansen efter en organisk vækst på en midt til høj encifret procentsats gennemsnitligt frem mod 2024.

Mere fra FødevareWatch

Frosset kaffekoncept henter stor investering

Folkene bag et amerikansk kaffekoncept, hvor man lynfryser friskristede kaffebønner, så de holder mere af smagen, har hentet, hvad der svarer til knap 225 mio. kr. i en investeringsrunde.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier