FødevareWatch

Millionerne fosser fortsat ud af Harboe-formands frugtselskab

Underskuddene trækker fortsat røde spor i de selskaber, som den mangeårige frontfigur for det børsnoterede Harboes Bryggeri Bernd Griese ejer privat.

Foto: Mik Eskestad/Polfoto/Arkiv

Efter ti år med underskud halter det fortsat med at vende udviklingen i det pressede frugtplantageselskab Danfrugt Skælskør A/S.

Med et underskud på knap 5 mio. kr. i 2020 har virksomheden over de seneste ti år oparbejdet et tab på 100 mio. kr., som selskabets ejer, formand for Harboes Bryggeri Bernd Griese, har måttet sluge.

Ledelsen finder da også årets resultat "utilfredsstillende," fremgår det af regnskabet. Tabet slår oven i købet et endnu større hul i kistebunden, hvor den negative egenkapital nu er vokset til et minus på 41,5 mio. kr.

Bernd Griese, der om få år runder de 80 år, stod tidligere i spidsen for Harboes Bryggeri i over tre årtier. Bryggeriet er børsnoteret, men Bernd Griese og familien sidder på 53,54 af stemmerettighederne, selvom den kun ejer 15,9 pct. af aktierne.

Konstellationen har ad flere omgange fået investorer op ad stolen med kritik af, at selskabet ikke burde være børsnoteret - og også Harboes Bryggeris handel med Bernd Grieses private selskaber har fået kritik med på vejen. I regnskabsåret 2020/2021 købte Harboes Bryggeri tjenesteydelser og betalte leje til nærtstående parter for knap 3,5 mio. kr., mens bryggeriet har solgt ydelser til nærtstående parter for 1 mio. kr.

Underskuddet fra frugtplantagerne smitter af på Bernd Grieses holdingselskab, Bernd Griese Holding, som i 2020 fik et underskud på 5,2 mio. kr. og en negativ egenkapital på 22,8 mio. kr.

I regnskabet for Danfrugt Skelskør A/S fremgår det, at ledelsen forventer et forbedret høstresultat i 2021 og bedre priser på bær og koncentrater.

"Det er ledelsens vurdering, at selskabet har tilstrækkelig kapital til at fortsætte og optimere driften henset til de investeringer, som er igangsat og gennemført i året. Selskabet har derudover modtaget bekræftelse fra sine væsentligste kreditorer, om at gælden henstår afdragsfrit i hele 2021," står der i regnskabet.

Det fremgår ikke, hvem kreditorerne bag den 98 mio. kr. store gæld i Danfrugt Skælskør A/S eller den 137 mio. kr. store gæld i holdingselskabet, hvor det samme er anført, er.

Bernd Griese har ingen kommentarer til artiklen.

Beyond Meat relancerer plantebaseret kyllingalternativ

Millioner ruller ud til 14 nye forskningsprojekter

Salget af Gammel Dansk og Aalborg Akvavit faldt i 2020 

Mere fra FødevareWatch

Pernod Ricard køber online whiskykæmpe

The Whisky Exchange er onlineforhandler af knap 4000 forskellige skotske whisky-mærker i over 30 lande. Handlen skal give den franske koncern mere viden om markedet.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier