FødevareWatch

7000 mistede job på hoteller og restauranter i storbyerne

Genåbningen har betydet et fald i ledigheden, men der er stadig lang vej igen - især i oplevelsesøkonomien, skriver Fagbladet 3F.

Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix

Alene i København er der forsvundet over 5000 arbejdspladser på byens hoteller og restauranter som følge af regeringens nedlukninger under coronaepidemien.

Det skriver Fagbladet 3F.

Og nu hvor sommeren står for døren, knap en fjerdedel af danskerne er vaccinerede og smitten er under kontrol, vil regeringen tilskynde danskerne til at samles i byerne, spise en frokost på cafe og tage på weekendophold på storbyhotellerne, så branchen kan få råd til at genansætte kokke, tjenere og receptionister.

Det er et af målene med en sommerpakke på i alt 1,6 mia. kr., som regeringen i dag har præsenteret. Sidste sommer skulle danskerne med gratis færgebiletter og billige togpas tilskyndes til at sprede sig ude i sommerlandet, men i år er sommerpakken dobbelt så stor og med et andet mål: De større byer.

Mens regeringen målretter 280 mio. kr. til turismen og 315 mio. kr. til kulturlivet, så vil den lade det være op til politiske forhandlinger, hvordan de konkret skal sendes ud i samfundet.

Det er dog et forslag fra erhvevsminister Simon Kollerup, at restauranter og hoteller skal kunne søge 50.000 kr. til at skabe arrangementer, der vil tiltrække gæster, fra en særlig pulje på i alt 1,5 mio. kr.

Og regeringens fokus på turismebranchen i storbyerne er et godt initiativ, mener Tina Møller Madsen, formand for Privat Service, Hotel og Restauration i 3F.

"Jeg tror, at vi må se i øjnene, at de internationale turister i meget stort omfang også udebliver i hele 2021. Derfor håber jeg at der kommer særlig fokus på vores hotel- og konferencecenterbranche. Her bliver behovet for støtte formodentligt meget stort," siger hun.

"Jeg håber også, at de mange initiativer, for eksempel støttepakker til kulturlivet, vil smitte af på andre brancher for eksempel restaurationsbranchen."

I Horesta tager man imod enhver pose penge målrettet hoteller og restauranter med “kyshånd”, men chef for turisme og oplevelsesøkonomi, Anette Hyldebrandt, påpeger også, at branchen i alt har mistet 30 mia. kr. på grund af corona-epidemien.

"Set i den kontekst er 1,6 mia. kr. ikke meget til at genstarte et erhverv, der ligger i knæ. Derfor er det meget vigtigt, at man får set på, hvordan pengene lander der, hvor de er allermest nødvendige," siger hun.

Horesta foreslåer derfor selv – som brancheforeningen har gjort siden sidste forår – et oplevelsesfradrag til danskerne, så man kan trække hotel- og restaurantbesøg fra i skat.

Og det er i byerne, at beskæftigelsen blandt hoteller og restauranter er faldet mest, viser tal fra Jobindsats.

Alene i Københavns kommune er der forsvundet 5000 arbejdspladser. Aarhus ligger som nummer to med 800 arbejdspladser, og Tårnby nummer tre med 700 tabte arbejdspladser.

De fire største kommer har i alt mistet 7137 arbejdspladser fra januar 2020 og til januar i år.

"Det er i de store byer, hvor der er mange beskæftigede i de her brancher, men det er også her, hvor faldet har været størst. Samtidig springer Tårnby i øjnene, som formentlig skyldes mange tabte arbejdspladser," siger Jesper Grunnet-Lauridsen, økonom hos fagforbundet 3F.

Men der er også tegn på, at den seneste genåbning giver arbejdsløse kokke, tjenere og receptionister deres job tilbage.

Den seneste måned er der nemlig cirka 600 færre 3F-medlemmer indenfor privat service, hotel- og restaurationsbranchen, der er tilmeldt jobnet som ledige, så der i dag er 4200 ledige inklusiv personer på arbejdsdeling. Før corona var der 3000 ledige 3F-medlemmer i branchen.

"Det er et her og nu billede på, hvordan det ser ud fra branchen, og der kan man se, at det går fremad, men der er stadig et godt stykke vej tilbage til normalen for branchen," siger Jesper Grunnet-Lauridsen.

Antallet af konkurser i restaurationsbranchen faldt i april

Aarhusiansk Michelin-restaurant genopstår i nyt selskab

Frokostfirma genopstår i nyt setup sammen med Cofoco-ejer

Mere fra FødevareWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier