FødevareWatch

Aarhus Universitet brød loven og dækkede over det med falsk forklaring

I kølvandet på oksekødssagen har Aarhus Universitet ulovligt tilbageholdt afslørende dokumenter og efterfølgende givet usand forklaring over for tilsynsmyndighed. Chefjurist fratræder.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Efter afdækningen af sagen om den skandaleombruste oksekødsrapport besluttede Aarhus Universitet at tilbageholde dokumenter i strid med loven. Og efterfølgende kom universitetet med en falsk forklaring over for tilsynsmyndigheden Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

Det fremgår af en udtalelse fra styrelsen, som konkluderer, at Aarhus Universitet har handlet "særdeles kritisabelt". Det skriver Dagbladet Information.

Over for avisen medgiver rektor Brian Bech Nielsen, at den "meget kraftige kritik" er "helt berettiget".

På baggrund af sagen fratræder universitets chefjurist nu sin stilling efter en gensidig aftale, fortæller rektoren. Han oplyser desuden, at han har givet en påtale til den tidligere dekan, prodekanen og centerlederen, der ifølge ham "været med til at træffe en særdeles kritisabel beslutning".

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe Jørgensen (S) finder universitetets ageren uacceptabel.

"Når der kommer så alvorlig kritik fra styrelsen, så er det en sag, jeg ser med alvor på. Min klare forventning er, at Aarhus Universitet ikke lader det her være noget, der gentager sig," siger hun til Information.

Kritikken fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen er ekstremt hård, men berettiget, vurderer jurister over for Information.

"Som offentlig institution må man selvfølgelig gerne have en PR-politik om, at man vil fremstå så godt som muligt. Men det skal jo være inden for lovens rammer, og det har det ikke været her," siger juraprofessor Sten Schaumburg-Müller til Information.

Sagen begyndte efter Informations afdækning af den såkaldte oksekødsrapport i 2019, hvor forskere fra centret DCA på Aarhus Universitet lod Landbrug & Fødevarer og Danish Crown få indflydelse på en universitetsrapport om oksekøds klimabelastning, som de havde bestilt. Afsløringen fik dengang universitetet til at trække rapporten tilbage og kostede den ansvarlige institutleder jobbet.

I begyndelsen af september 2019 søgte Information aktindsigt i flere eksternt finansierede rapporter fra DCA for at undersøge, om noget lignende havde fundet sted i andre tilfælde.

Men Aarhus Universitet udskød i to måneder at udlevere de dokumenter, Information havde bedt om aktindsigt i. Først efter at universitetet selv havde offentliggjort resultaterne af sin egen undersøgelse af de eksternt finansierede rapporter, gav universitetet aktindsigt i dokumenterne.

På den måde undgik Aarhus Universitet flere afsløringer i pressen, før universitetet selv kunne gå ud med sin egen undersøgelse. Af universitetets undersøgelse fremgik det, at der var fundet fejl og mangler i hele 34 ud af 55 undersøgte rapporter – og flere af de mest alvorlige fejl var netop i de rapporter, Information havde søgt aktindsigt i.

Aarhus Universitet har siden gentagne gange afvist både offentligt og over for Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, at aktindsigterne blev forhalet. Men det var altså ikke korrekt. Interne dokumenter fra Aarhus Universitet viser, at der på universitetet blev truffet en »bevidst« beslutning om at tilbageholde aktindsigterne, noterer Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

Det er i strid med lovgivningen. Ifølge offentlighedsloven og miljøoplysningsloven skal aktindsigter nemlig udleveres "hurtigst muligt".

Det var universitetets chefjurist, der stod som afsender på universitetets redegørelser til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen. Samme chefjurist havde deltaget i det møde, hvor det blev besluttet at tilbageholde aktindsigterne. Alligevel fik styrelsen altså ikke noget at vide om beslutningen. "Tværtimod", noterer Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, fremgik det af universitetets redegørelser, at man "netop ikke havde truffet en sådan beslutning".

(Denne artikel er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Information.)

Mere fra FødevareWatch

Pernod Ricard køber online whiskykæmpe

The Whisky Exchange er onlineforhandler af knap 4000 forskellige skotske whisky-mærker i over 30 lande. Handlen skal give den franske koncern mere viden om markedet.

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier