FødevareWatch

Nestlé har solgt kaffekapsler for 10,6 milliarder i år

Den schweiziske fødevarekæmpe har i årets første tre måneder særligt set vækst i salget af Nespresso og sundhedsprodukter. Samlet er salget i koncernen i år vokset med 7,7 pct.

Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix

Verdens største fødevarevirksomhed er ankommet i 2021 med ny vækst i rygsækken.

Af en kvartalsmeddelelse fremgår det, at den organiske vækst i årets første tre måneder blev på 7,7 pct., og at salget samlet rundede 21,1 mia. schweizerfranc, svarende til 142 mia. kr.

Fremgangen i kvartalet oversteg estimaterne, som forud for regnskabet var på 3,9 pct. vækst i kvartalet.

Omsætningen steg 1,3 pct. til 21,09 mia. schweizerfranc, hvor analytikerne havde ventet 20,34 mia. schweizerfranc, skriver Ritzau Finans.

"Vi er tilfredse med Nestlés stærke organiske salgsvækst i første kvartal – en vækst, der bygger på bredt baserede bidrag fra de fleste geografiske områder og produktkategorier. Vores vækst blev drevet af disciplineret udførelse af ledere og medarbejdere, forbedret digital kapacitet og hurtig innovation, og det resulterede i, at vi tog yderligere markedsandele," udtaler Nestlé-topchef Mark Schneider i en meddelelse.

"Detailomsætningen oplevede en solid vækst, og kanaler uden for hjemmet oplevede tegn på forbedring. Vi bekræfter vores forventninger til året og vores midtvejsudsigter for en vedvarende midt-éncifret organisk vækst," tilføjer topchefen.

Salget af kaffe og maskiner under Nespresso-systemet er i kvartalet vokset med 1,4 mia. kr. i forhold til sidste år, og i første kvartal indbragte salget i alt 10,6 mia. kr.

Samlet har kaffekategorien været den største bidragyder til væksten i kvartalet, men også mejerikategorien voksede tocifret, fremgår det. Konfekturesalget voksede også med en tocifret procentsats, mens der ligeledes i den mindre kategori for plantebaserede og vegetariske afdeling under brandet Garden Gourmet, der i Danmark kendes under brandet Hälsans Kök, også var tocifret vækst.

Fordelt på kanaler var det, som topchefen anfører, salget i detailhandlen, der trak op, mens salget af out-of-home-produkter gik tilbage. Onlinesalget steg med 14,5 pct. i hele gruppen båret frem af 39,6 pct. vækst salget i regionen Afrika, Oceanien og Asien.

Dansk kaffefremgang

I Danmark har koncernen ligeledes fortsat god gang i salget af kaffe, og ifølge landechef Thomas Blomqvist er det særligt gennem mærker som Starbucks, Nescafé og Nescafé Dolce Gusto, at der sælges mange produkter i detailhandlen.

"Salgsmæssigt har det været et virkeligt positivt kvartal. Vores kaffeforretning med vores mærker Starbucks, Nescafé og Nescafé Dolce Gusto viser fortsat god vækst," udtaler han i en meddelelse uden dog at konkretisere det yderligere.

Thomas Blomqvist tilføjer, at Nestlé Danmark, ud over kaffe, også ser en større efterspørgsel efter morgenmad og konfekture i årets første kvartal.

"Det skyldes bl.a. corona-effekter, men også et vellykket påskesalg og en attraktiv produktportefølje," udtaler han.

Nestlé investerer 800 millioner i Nespresso-center

Internationale fødevareselskaber i opgør med buræg

Verdens største fødevarekoncern voksede 3,6 procent 

Mere fra FødevareWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier