FødevareWatch

Politisk flertal vil droppe coronapas ved udendørsservering

Udendørsservering bør kunne åbne 21. april uden krav om coronapas, mener flertal på Christiansborg.

Foto: Jonas Olufson

Oppositionen, Enhedslisten og De Radikale mener alligevel ikke, at der er fornuft i at indføre krav om, at kunder skal vise et gyldigt coronapas ved udendørs serveringer.

Det oplyser partierne til DR.

Det er ellers en del af aftalen om rammerne for en genåbning af Danmark fra 22. marts. Her blev skrevet ind, at der kunne åbnes for udendørsservering fra 21. april, hvis kunderne kunne fremvise et gyldigt coronapas.

Et gyldigt coronapas kan opnås på tre måder: En negativ coronatest, der er højest 72 timer gammel, en overstået infektion eller en fuldført vaccination.

Men selv om det indgik i aftalen, er hverken Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative, Liberal Alliance, De Radikale eller Enhedslisten store tilhængere af kravet.

"Vi har hele tiden været skeptiske i forhold til brugen af coronapas," siger Peder Hvelplund, der er coronaordfører for Enhedslisten, til Ritzau.

"Og i særlig grad i forhold til udendørsservering, fordi det simpelthen er svært at se, hvilken smittedæmpende effekt, det har. Vi har hele tiden haft den tilgang, at coronapasset skulle bruges så lidt som muligt og i kortest tid mulig, fordi det i vores øjne er et ret problematisk redskab. Når vi nu kan konstatere, at det i forhold til udendørsservering ikke har nogen effekt, så vi gerne, at man i kredsen af partier bliver enige om, at det krav, det sløjfer vi."

De Radikales sundhedsordfører, Stinus Lindgren, supplerer, at det efter hans opfattelse sætter restaurationerne i et dilemma.

"Problemet med coronapasset i denne situation er, at det pludselig lægger en masse krav over på eksempelvis restaurationsbranchen, som egentlig ikke har lyst til at bede folk om at vise deres sundhedsdata," siger han til DR.

DR har talt med en række restauratører, der ikke planlægger at starte med udendørsservering fra 21. april. Her fremhæves vejret som den store joker - men der peges også på, at kravet om coronapas sætter personalet i en uvant situation.

"Vores personale er ikke et vagtselskab. De skal bare servere fadøl," siger Britt Vorre fra Aarhus Street Food til DR.

Venstre vil åbne restauranter uden coronapas

Bøfgigant afviser udeservering: "Det er en fin, men relativ ligegyldig mulighed"

Coronapas skaber bekymring blandt restauratører 

Mere fra FødevareWatch

Her skal mundbind på igen

Nye restriktioner gælder fra mandag. Mundbind vender tilbage, og der bliver krav om coronapas flere steder.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier