FødevareWatch

Sydbank: Spirende håb for coronaramt Novozymes-aktie

Flere ting går i Novozymes' retning, og det coronapåvirkede selskab har medvind i børsmarkedet. I årets første tre måneder er aktien steget med 15 pct.

Novozymes er godt kørende torsdag med et plus på over 3 pct. på aktiekursen. Og det er flere ting, der sparker lidt liv i selskabet.

Det vurderer Per Fogh, aktieanalytiker i Sydbank.

"Der er kommet tal på produktionen af bioethanol i USA i sidste uge, der viser bedre takter. Og generelt er der et spirende genåbningshåb, der blandt andet påvirker Novozymes positivt," siger analytikeren.

Bioethanolproduktionen landede på 975.000 tønder i sidste uge mod 965.000 tønder ugen før, og er dermed næsten på niveau med produktionen før corona og nedlukning blev helt naturlige dele af hverdagen. Da coronapandemien ramte sidste år i marts globalt, røg den amerikanske bioethanolproduktion ned på en ugeproduktion på 537.000 tønder.

"Coronataberne, som Novozymes er en af, har fået lidt medvind. Vi så, at Novozymes blev positivt påvirket af lageropbygning i første og andet kvartal sidste år, hvor der i andet halvår 2020 ikke var nogen vækst," siger Per Fogh.

"Genåbningerne påvirker også de andre brancher, som Novozymes er disponeret mod. Deres vaskemiddeldivision bliver eksempelvis påvirket af, at der igen kommer gang i hoteller og lignende," siger han.

En aktie i Novozymes er steget med lidt over 15 pct. i år.

Mere fra FødevareWatch

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier