FødevareWatch

Wolt-bude strejker mod nyt betalingssystem

En større gruppe udenlandske Wolt-bude vil nedlægge arbejdet i protest mod Wolts nye betalingsmodel.

Foto: HENNING BAGGER/Henning Bagger / henning bagger

Hvis du bestiller takeaway på tjenesten Wolt på fredag, kan du forvente en noget længere leveringstid end normalt.

Mindst 70 udenlandske Wolt-bude har nemlig besluttet at nedlægge arbejdet i København på fredag.

Det skriver Fagbladet 3F.

De er utilfredse med, at Wolt har besluttet af sænke budenes minimumspris for korte leveringer fra 45 kroner til 35 kroner.

Men mest centralt i deres utilfredshed står afskaffelsen af den weekend-bonus, som budene i København optjener, når de har leveret 20 ordre.

Budene vil vise deres utilfredshed med Wolt på Kongens Nytorv i København mellem klokken fem og klokken ni.

For budene er det uacceptabelt, at Wolt fjerner den belønning for at arbejde hårdt i weekenden.

Det spanske Wolt-bud, 27-årige Tomás Caira, er en af dem, som står bag protesterne. Han fortæller, at de strejkende budes primære mål er at få deres gamle betalingsmodel tilbage.

Wolt er hans eneste indkomstkilde, ligesom det er for mange andre af de protesterende bude, siger han.

"Vi er kede af, at Wolt vil forringe arbejdsvilkårene for os bude. Vi føler, at vi arbejder hårdt for at få maden ud til danskerne i den bidende kulde. Under pandemien har vi været i frontlinjen. Det er ikke fair, at Wolt ikke spørger os, inden de sætter betalingen ned og fjerner vores eneste grund til at arbejde i weekenden," siger Tomas Caira, der kom til Danmark for 7 måneder siden.

Hvad håber I på, der kommer ud af protesterne?

"Vi vil i første omgang have, at Wolt trækker deres forringelser af vores løn tilbage, så vi kan få en ordentlig betaling. På sigt vil mange gerne have ulykkesforsikring, feriepenge og pension, når vi arbejder for dem."

Budene bliver støttet af gruppen Wolt Workers Group.

Wolt Workers Group forsøger sammen med 3F at organisere budene og få Wolt til at tegne en overenskomst.

Wolts forretningsmodel bygger på, at budene er selvstændige freelancere, og de er derfor ikke dækket af lønmodtagervilkår som løn under sygdom, pension og feriepenge.

Hos 3F København er der sympati for budenes sag.

"Vi har fuld forståelse for, at man bliver sur, hvis man bliver sat ned i løn. Det understreger, at Wolt i virkeligheden er en arbejdsgiver, og at budene ikke er partnere," siger Caja Bruhn, der er faglig sekretær i 3F København.

Hun mener, Wolts måde at agere på understreger, hvor vigtigt det er, at løn- og arbejdsvilkår bliver aftalt mellem parterne, ikke bestemt af den ene part.

I et skriftligt svar til Fagbladet 3F oplyser Wolts kommunikationchef, at budene har lov til at strejke. Men hun undrer sig over hvorfor.

"Kurérne er naturligvis i deres fulde ret til at strejke. Med det sagt er vi dog uforstående overfor bevæggrunden for denne strejke. Som vi også har fremlagt kurerpartnerne vil langt størstedelen, faktisk 72 procent af kurérne tjene mere med den nye betalingsmodel, end de gjorde tidligere," skriver hun.

"Noget tyder på, at vi ikke har været tydelige nok i vores kommunikation om modellen. Vi håber derfor, at kurérer, der har spørgsmål til modellen, fortsat vil række ud til vores team," skriver hun.

3F: Udenlandske Wolt-bude smutter fra skatten

Partier om 107 mad-bude på samme hostel: Ikke i orden

Hungry hyrer bude på livet løs 

Mere fra FødevareWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier