FødevareWatch

Danpo rykker rundt i ledelsen: "Vi har skabt vores eget job"

Slagteriet Danpo skifter ud på direktørposten, hvor Mark Hemmingsen nåede at sidde godt fire et halvt år på posten. Han skal stå i spidsen for et projekt i koncernen for langsomt voksende og økologiske kyllinger.

Foto: Joachim Adrian

Fjerkræslagteriet Danpo har fået en ny mand i direktørstolen.

Således bliver Magnus Lagergren ny adm. direktør for slagteriet, der beskæftiger over 1000 ansatte, fremgår det af erhvervsregistret.

Han overtager rollen fra Mark Hemmingsen, der efter 4,5 år stopper som direktør.

Mark Hemmingsen skal nemlig stå i spidsen for The Happy Chicken Project, der er et projekt under Scandi Standard, som omhandler langsomt voksende og økologiske kyllinger.

Linkedin skriver Mark Hemmingsen, at over 20 store foodservice kæder i Danmark har tilsluttet sig The Happy Chicken Project for bedre dyrevelfærd blandt andet 7/11, Bone’s, Scandic, Halifax Burgers, Wedo, Burger Shack og Tivoli.

Det bliver nu Hemmingsens rolle at udbrede konceptet i Europa.

"Jeg har sagt et stykke tid, at jeg gerne ville prøve nogle nye udfordringer og har været i dialog med Leif Bergvall Hansen (adm. direktør i Scandi Standard, red.) Vi er så heldige, at vi har skabt vores eget job, og det bliver spændende," siger Mark Hemmingsen til AgriWatch.

Ny direktør med erfaring

Danpos nye direktør Magnus Lagergren har tidligere været direktør i svenske Kronfågel, der sammen med Danpo udgjorde etableringen af Scandi Standard i 2013.

Dertil har han været direktør for svenske Scan AB, der er en del af HKScan.

Lagergren har været en del af Scandi Standards topledelse siden 2014 senest som chef for forretningsudviklingen. Det er altså en erfaren herre, der nu overtager koncernens danske forretning.

"Magnus, der tidligere har været direktør i Kronfågel, er næsten lige kommet ind af døren og får en overlevering. Så snart, jeg har sat ham godt i stand, tager han over, hvorefter jeg lægger hele min energi i at overtage hele Europa med The Happy Chicken Project," siger den nu daværende Danpo-direktør, Mark Hemmingsen.

Danpo, der står for størstedelen af Scandi Standards salg, fik i 2020 en omsætning på 3,25 mia. svenske kr. (2,39 mia. kr.), hvilket er en tilbagegang på 175 mio. svenske kr. svarende til fem pct.

Danpo slagter omkring 50 millioner kyllinger om året med slagteri i Aars samt forædlingsfabrik og hovedkontor i Farre ved Give.

Danske Danpo blev slået sammen med svenske Kronfågel i 2013 og blev til det børsnoterede selskab Scandi Standard.

Siden har selskabet opkøbt flere firmaer og består nu udover de førnævnte forretninger af Den Stolte Hane i Norge, Manor Farm i Irland og Naapurin Maalaiskana i Finland.

Koncernen slagter samlet omkring 200 millioner kyllinger i de fem lande om året.

(Denne artikel er leveret af FødevareWatchs søstermedie AgriWatch.)

Danpos ejer forventer at runde milliard-milepæl efter coronaår Fjerkrækoncern flyver med på plantebølge Danpo-ejer halverer overskuddet i fjerde kvartal 

Mere fra FødevareWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier