FødevareWatch

Aarstidernes fond klar med første investering

Venturefonden Planetary Impact Ventures vil investere op til 40 mio. kr. i spirende danske virksomheder og har købt sig ind startup, der allerede er kendt fra Coops netbutik.

Foto: PR / Aarstiderne

Agrain, der producerer chips og granolaer baseret på mask — restproduktet fra øl- og whiskyproduktion — bliver den første startup til at komme ombord hos venturefonden Plantary Impact Ventures.

Af Det Centrale Virksomhedsregister fremgår det, at fondens direktør, Thomas Høgenhaven, er trådt ind i Agrains bestyrelse, og overfor FødevareWatch bekræfter han, at fonden har gennemført sin første investering, som varslet i december.

Det fremgår ikke, hvor stor investeringen fra Planetary Impact Ventures er. Direktøren sagde tilbage i november dog, at man går efter at investere i seks-syv projekter om året, og at der skal rejses flere penge i løbet af et par år.

Planetary Impact Ventures er stiftet med en stribe profiler fra Aarstiderne i ryggen, ligesom man i kredsen bag også finder tidligere Irma-chef Alfred Josefsen og tidligere Føtex-chef og nuværende Rosendahl-topchef Mette Maix. Fonden har sigte på nystartede virksomheder, der tænker "den dobbelte bundlinje ind fra start."

"Der sker ikke nok handling på miljø- og klimaområdet, og en af måderne, vi kan hjælpe, er at være med til at skabe den næste generation af grønne virksomheder. Vores investeringer skal være godt for både top- og bundlinje, og det skal være godt for planeten. De to ting følges ad. Vi vil også gerne vise andre investorer, at grønne investering kan betale sig – også økonomisk," siger Thomas Høgenhaven i en udsendt pressemeddelelse.

Foto: Lars Andreas Kristiansen / PR Agrain
Foto: Lars Andreas Kristiansen / PR Agrain

Hos Agrains genanvender man et spildprodukt fra fødevareproduktionen og der er ifølge fonden et stort potentiale, når der på verdensplan hvert år kasseres 42 millioner ton mask. Det svarer angiveligt til 3 pct. af det samlede fødevarespild, og omdanner man det til fødevareprodukter, kan det i stedet være med til at reducere det samlede kalorieunderskud i verden.

Globalt potentiale i maskspild

Netop det store globale potentiale har har haft en betydning for lysten til at investere i Agrian, forklarer medstifter af Aarstiderne og medlem af investeringskomiteen i Planetary Impact Ventures, Søren Ejlersen.

"Agrain er et lysende eksempel på, at der er et stort potentiale i upcycling og bedre udnyttelse af eksisterende ressourcer. Det er ret godt set og egentlig interessant, at ingen før har taget fat på det. De er på meget kort tid kommet meget langt i deres udvikling af metoder og produktudvikling. Vi spår dem en meget spændende fremtid og glæder os til at blive en del af holdet og bidrage til udviklingen," siger han.

Hos Agrain by Circular Food Technology, som startupvirksomheden retteligt hedder, skal investeringen ifølge adm. direktør og medstifter Aviaja Riemann-Andersen være med til at accelerere selskabets udvikling. Indtil videre har virksomheden, der med base i Køge blev etableret i 2018, fået sine produkter på hylderne i Irma.

"Den her investering giver os mulighed for at accelerere vores udvikling. Det er folk, der har skabt etablerede succeser i fødebranchen, og derfor er det et perfekt match for os. Samtidigt har de bæredygtighed i hjertet, og det er ligeså vigtigt for dem, som det er for os," siger Aviaja Riemann-Andersen med henvisning til folkene i Planetary Impact Ventures.

Tilbage i april rejste hun og medstifter Karin Beukel 2,1 mio. kr. fra investorer, der ønskede at investere i Circular Food Technology. Det skete nogle måneder efter, at stifterne havde været en del af Coop Crowdfunding, hvor de i løbet af få dage rejste 75.000 kr.

Masken, der anvendes, kommer bl.a. fra Nørrebro Bryghus, Ørbæk Bryggeri, Nyborg Destilleri og Broaden & Build.

Kurs mod kasserne?

Annette Hartvig Larsen, adm. direktør i Aarstiderne og medlem af investeringskomiteen, betegnede i december entreen i ventureverdenen som naturlig, når man ser på, hvordan den økologiske måltidskasseforretning har udviklet sig i de seneste 20 år, og hvordan den videre kan udvikle sig i fremtiden.

I sin oprindelse havde Aarstiderne sigte på økologien, men siden har man set, hvordan bæredygtighed som bredere begreb har haft sit indtog i forbrugeres og virksomheders bevidsthed.

"Vi prøver at være grønne, men der mangler en masse løsninger derude, så hele kæden kan blive grøn. Helt ude fra avlerne, transporten ind, behandlingen af varerne og emballagen. Der er mange ting, hvor vi ikke synes, at vi er gode nok, men hvor vi mangler nogle løsninger," sagde hun til FødevareWatch i december.

Hun sagde ved samme lejlighed, at man sagtens kan forestille sig, at der vil være produkter, som kan lande i måltidskasserne, mens andre mere har sigte på andre dele af Aarstiderne-forretningen.

"Vi kan jo uden de store problemer skubbe på med salg og markedsføring af for eksempel et nyt produkt, der kan være egnet til at komme med i vores måltidskasser. Det vil i gåseøjne være ret nemt, for det skal jo være noget innovativt, og noget, som folk ikke har set før," sagde Annette Hartvig Larsen.

Ny venturefond har 40 millioner klar til grønne startups med to bundlinjer Aarstiderne vil have større rækkevidde med ny venturefond Aarstiderne-bosser og Better Collective-velhavere stifter venturefond på flere millioner kroner

Mere fra FødevareWatch

Yderligere et familiemedlem trækkes ind i kvotesag

Familietrådene i den verserende kvotesag griber om sig onsdag, hvor det står klart, at ikke kun Henning Kjeldsens hustru har været involveret i sagen. Også et familiemedlem, som er afgået ved døden, har ifølge anklagemyndigheden været med til at omgå kvotereglerne, som giver svindelspørgsmålet nye tidsperspektiver.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier